Fasanjagt

Vi tog ud i skoven for at fange fasaner, og vi håbede, at der ville være en masse. Fra nær og fjern hørte vi dem kalde til hinanden, men der gik alligevel en rum tid, før vi fik øje på én. Den kom rendende ud fra et buskads og var væk lige så hurtigt, som vi kunne nå at blinke. ”Det var pokkers”, sagde min kammerat, der ikke var vant til at gå jagt. ”Man skal søreme være hurtig for at fange dem”. ”Ja”, sagde jeg, ”Det skal man”. Ikke desto mindre så gik den næste fasan, vi så, ganske fredsommeligt på stien foran os, og den lod ikke til at have bemærket, hvordan vi langsomt sneg os nærmere. Ikke før lige til sidst, hvor jeg skulle til at gribe ud efter den i hvert fald. Da satte den af sted i et hyl og lod sig ikke fange. ”Det var pokkers”, sagde min kammerat igen, og jeg gjorde noget lignende. Jeg udtrykte min ærgrelse ved at bande og svovle så groft, at det ikke bør gengives. Dernæst tog vi hjem.

Mod et ukendt mål

Der var ikke så mange mennesker på gaderne den aften, og det bekom mig vel. Jeg havde ikke lyst til at træffe nogen jeg kendte, men brug for bare at gå, gå, gå. Det var køligt udenfor, og jeg havde stukket hænderne i lommerne på mine jeans, fordi jeg altid har været en særdeles kuldskær person. Andre ville nok bare have gået, som de plejede – afslappede og med deres naturlige kropsholdning, men jeg, jeg gik let fremoverbøjet, sammenbidt, og skuttede mig. Du skulle have set mig. Du ville have tænkt, at jeg var legemliggørelsen af utilnærmelighed, og du vil have haft så grueligt ret. Med andre ord så lignede jeg noget, der gik omkring i et voldsplaget kvarter og konstant var på vagt overfor sine medmennesker. Én, der forventede det værste, og som selv indeholdt det værste.

Jeg kerede mig ikke om, hvilken vej jeg gik. For min skyld kunne jeg ende hvor som helst, og det betød ikke noget for mig, om jeg ville være i stand til at finde hjem igen. Den tid, den sorg, tænkte jeg og spyttede for at give disse ord en form for eftertryk, ikke af gammel vane - det forekommer mig ucharmerende at gå og spytte på gaden. Ved et fodgængerfelt standsede jeg og løftede blikket en smule. Månen var naturligvis fremme og dens lys grelt, som det plejede. Grelt som lyset på hudklinikken, jeg frekventerede, og grelt som sollyset om dagen. Det var ikke til at holde ud. Så jeg sænkede blikket igen og ventede med indestængt raseri på, at trafiklyset skiftede til grønt. Det gjorde det omsider, og jeg genoptog min vandring mod et ukendt mål, der aldrig blev nået.

Passager #24

… der var mange mennesker i lufthavnen, og jeg kunne ikke finde den terminal, som mit fly skulle lette fra. Ganske vist havde jeg god tid til at finde den, men det stressede mig, at der var så meget larm og virak omkring mig. Jeg skulle tilmed på toilettet, og så længe jeg skulle det, kunne jeg ikke tage det roligt. Min blære var ved at sprænges, og min plan om at finde terminalen, før jeg gik på toilettet, måtte jeg snart forkaste. Det ærgrede mig. Jeg skal ikke kunne sige dig hvorfor, men det ærgrede mig altså, og det var heldigt, at der ikke kom nogen og spurgte mig om noget på det tidspunkt, for så havde jeg sikkert bidt dem af med et ubehøvlet svar. Hvilket jeg senere ville have fortrudt, og som ville have sat en lavine af dårlig samvittighed i gang. Sådan går det nemlig ofte, når jeg fortryder noget – så vækker det mindelser om alle de andre ting, jeg fortryder, og gør dem akkurat lige så pinefulde, som hvis jeg uforvarende var kommet til at slå et barn ihjel. Intet mindre. Jeg er næsten ikke i stand til at differentiere mellem dumhederne, jeg har begået, og derfor må jeg konstant være på vagt overfor mig selv for ikke at komme til at begå selv den mest ubetydelige af slagsen. Den kommer nemlig til at nage mig i en grad, der bestemt ikke er ubetydelig, og ofte tænker jeg, at det ville være bedre, om jeg slet ikke levede. Men så igen – det giver mig også dårlig samvittighed at tænke sådan, for hvilken sorg ville det ikke påføre mine pårørende, hvis jeg begik selvmord? En stor og uovervindelig sorg, som jeg ikke kan være bekendt…

Baton Rouge

Der var tre timer til, at min bus kom, og jeg havde ikke i sinde at blive siddende på busstationen indtil da. Klokken var 7 om morgenen i Baton Rouge, og jeg var hundesulten efter en nats kørsel, hvor jeg kun havde spist en chokoladebar og drukket lidt juice. Oven i købet var jeg temmelig mørbanket, fordi jeg havde sovet elendigt i bussen, men alligevel var jeg i en sært opløftet sindsstemning og havde følelsen af, at intet kunne slå mig ud. Jeg fik fat på min bagage og besluttede mig for at gå ud og lede efter et spisested, der havde åbent og forhåbentlig serverede pandekager. Jeg ved ikke, hvad det var med de pandekager, men tanken om dem var pludselig slået ned i mig, og nu kunne jeg simpelthen ikke få dem ud af hovedet igen: Pandekager. Kaffe og pandekager. Det var, hvad jeg havde brug for.

Jeg kunne lide at være vågen i den tidlige morgenstund, før gaderne blev alt for befærdede. Det gav mig følelsen af at være privilegeret – af at opleve noget, som andre gik glip af – og jeg nød desuden den kølige luft, som jeg gik rundt i, efter at have været buret inde i en lummer bus hele natten. Jeg havde ikke noget kort over byen med mig, da jeg forlod busstationen, og derfor var det nødvendigt for mig hele tiden at have en nogenlunde fornemmelse af, hvor langt og i hvilken retning jeg havde bevæget mig. Hver gang jeg drejede ind på en ny gade, forsøgte jeg at memorere dens navn, men det var jeg ikke synderligt god til, og jeg opgav det snart.

Lys

Lyset er så ulideligt skarpt i dag. Det trænger igennem alt, og jeg kan ikke finde noget sted at sove. Uanset hvor jeg lægger mig er der for lyst til, at jeg kan falde i søvn, og det er ødelæggende for mit helbred. Jeg har brug for søvn i løbet af dagen, men får det nok ikke i dag, og jeg frygter for, at mørket slet ikke falder på, når solen går ned. Det er som om en forbandelse har ramt mig, og jeg er dømt til at være evigt vågen i det ulideligt skarpe lys. Kunne jeg sove, ville alting blive bedre, og jeg ville være i stand til at tænke klart i mine vågne timer, men nu melder trætheden sig, og den kan ikke afhjælpes i dette lys – den spolerer enhver påbegyndt tankerække og får mig til at synke sammen i min lænestol. Fra lænestolen kan jeg se lyset trænge ind gennem de mørke gardiner, som jeg har trukket for mine stuevinduer. Jeg kan høre fuglenes sang, og jeg kan høre bilernes brummen, når de passerer mit hus, men jeg kan ikke rejse mig for at hente kaffen, som jeg satte over for lidt siden. Jeg kan lade blikket vandre, men ellers er min krop blevet helt immobil, og jeg ved, at der ikke kommer nogen på besøg før i morgen, så jeg har en lang nat i vente. Plejeren vil nok finde mig med savl i mundvigene, skidt i bukserne og en mere end gusten farve i ansigtet, men alligevel vil hun smile sit sædvanlige smil og lade som om, at intet er så slemt, som det rent faktisk er.

Trespasser

Jeg ville egentlig være drejet til venstre for enden af gaden, men jeg drejede til højre, fordi jeg pludselig ombestemte mig og følte, at det næsten ville være at forbryde sig mod de højere magter at dreje til venstre. Det kommer nogen gange over mig, når jeg er ude at gå, at jeg må og skal én bestemt vej, selv om jeg ikke aner, hvor den fører hen, og derfor havner jeg undertiden de besynderligste steder uden at kunne give en fornuftig forklaring på, hvad jeg har at gøre der.

Anton

Du skal ikke regne med, at der kommer nogen og henter dig i dag, sagde pædagogen til den lille Anton. Anton så med sine brune øjne på pædagogen, der lagde en hånd på hans skulder, og spurgte så: Men hvorfor ikke? Er far død? Nej, nej, forsikrede pædagogen, han er bare blevet forhindret, og derfor skal du gå alene hjem. Alene hjem? måbede Anton, Det siger mor, at jeg ikke må. Ja, men din mor og far er skilt, Anton, og i dag er det din far, der har dig. Han har ringet og sagt, at du bare skal gå lige hjem klokken fem og finde jeres nøgle under dørmåtten. Den ved du godt, hvor er, ikke Anton? Ne-ej, stammede Anton, selv om han udmærket godt vidste, hvor den var. Gør du ikke? sagde pædagogen forbløffet. Det sagde din far ellers, at du godt vidste. Anton, du står ikke og lyver, vel? Anton fingererede ved snorene i sine joggingbukser og så ned. Ne-ej, gentog han spagt, jeg ved det ikke. Anton, kig på mig. Ved du det, eller ved du det ikke? Det er vigtigt, at du fortæller mig det. Der gik lang tid, før Anton så op. Han stod underligt uroligt og rokkede frem og tilbage, mens han trak i sine buksesnore. Da han endelig så op, havde han tårer i øjnene, og hans jeg vil ikke gå alene hjem blev næsten kvalt i gråd. Så-så, sagde pædagogen og gav ham et klem, det er ikke så slemt, det skal du da nok klare, sådan en stor dreng som dig. Anton gemte sit ansigt ved pædagogens skulder og græd næsten lydløst. Han ville ikke have, at de andre børn skulle se ham, men nogen af pigerne fra hans parallelklasse havde allerede fået øje på ham og kom nu stormende hen til pædagogen for at høre, hvad der var sket. Hvad er der sket, hvad er der sket? råbte de i munden på hinanden, og pædagogen måtte tysse på dem for at få dem til at holde op. Ikke noget, sagde hun til dem, Anton er bare lidt ked af det, og det har han lov til at være. Løb nu ud og leg med de andre. Pigerne adlød modstræbende, O-kay, sagde de og vendte sig så bort. Da de var gået, løftede Anton hovedet og snøftede et par gange. Går det?, spurgte pædagogen, og Anton nikkede, mens han så ned i gulvet. Du kender jo vejen, og der er ikke så langt. Du skal bare huske at passe på bilerne, når du krydser vejen, og hvordan er det nu, man passer på bilerne? Man kigger først til venstre og så til… højre, mumlede Anton, og så til venstre igen. Jah, udbrød pædagogen, det kan du da sagtens finde ud af. Løb nu ud til de andre og husk at sige farvel, inden du går.

Der er mange vintre i vente.

Søen rejser sig og skyller ind over byen.

Busture med Hammershus i horisonten -
efter endnu en drukneulykke
er jeg i live, og ligeså er du
der læner dit hoved mod min skulder.

Fie

Nu er hun gået igen, og jeg ved ikke hvorhen. Jeg må ud og lede efter hende, selv om det er det sidste, jeg har lyst til. Hun er alt for snu til at gemme sig i nærheden, og i modsætning til de fleste, der forsvinder, så ønsker hun ikke at blive fundet. Hun ønsker sig langt bort. Jeg tager min jakke fra knagerækken og begiver mig ud. Det bliver en kold og regnvåd nat. Jeg er ikke i humør til det her - jeg er ikke i humør til at blive kold og desperat, mens jeg forgæves leder efter hende. Nede ved fodgængerovergangen, hvor der aldrig er nogen biler, der holder tilbage, beslutter jeg mig for at krydse vejen og gå til højre. Det tager sin tid at komme over, men det lykkes, og jeg skutter mig i kulden, mens jeg spejder fremad i mørket. Det er ikke utænkeligt, at hun er blevet kørt ned. Det er bestemt ikke utænkeligt, for hun ser sig aldrig for, når hun går på gaden, og jeg frygter det værste. Hvor i alverden kan hun være gået hen? Hun går uden mål og med, og jeg aner ikke, hvad der foregår i hendes hoved. Hun siger ikke en lyd, hun ser sig ikke for, og hun har ingen venner i omegnen. Ringer jeg til politiet, siger de, at jeg skal tage det roligt – at det er sket før, og at hun jo altid er vendt hjem igen. ”Ja, men ikke uden skrammer og sår”, indvender jeg. De lover at holde øjnene åbne og bringe hende hjem, hvis de finder hende. Men de finder hende aldrig. Fra dem har jeg aldrig modtaget nogen hjælp, og jeg er holdt op med at ringe til dem, selv om hun forsvinder flere dage ad gangen. Sporløst. Da jeg når op til Langebro, slår det ned i mig, at det her ikke kan fortsætte. Vi kan ikke leve på denne måde, Fie og jeg. Hvis jeg finder hende i aften, sniger hun sig alligevel ud igen, og jeg kan ikke bære det. Det må være slut nu. Ja, det må det, tænker jeg og overvejer desperat at springe i havnen. Men noget holder mig tilbage. Noget får mig til at vende om og gå tilbage til lejligheden med målbevidste skridt. Tanken om, at hun ikke finder mig død. Tanken om, at det aldrig går op for hende, at jeg har taget livet af mig selv på grund af hende, og at hun bare glemmer mig – den får mig til at vende om. Tilbage i lejligheden finder jeg et reb og binder en løkke, næsten rutineret. Jeg har i hvert fald prøvet det før og ved, hvordan det skal gøres. Rebet hænger jeg fast i vores lysekrone, og dernæst finder jeg Fies skål og fylder den med foder. Kattebakken tømmer jeg, lægger nyt grus i og græder, mens jeg gør det. Jeg vil hende jo kun det bedste, og det bedste er, at jeg forlader denne verden. Nu.

Jeg stod under viadukten da det dæmrede.

Rønnebær og pusterørskrig. Det er længe siden.

Hulen i skoven

Jeg havde fundet en hule i skoven, og jeg gik ofte ud til den for at være alene. Jeg var vel en ti-elleve år på det tidspunkt, og mens andre gik i fritidsklub, fordrev jeg det meste af min fritid i hulen. Nogen gange medbragte jeg bøger, som jeg læste i ved hjælp af en lommelygte, og andre gange tog jeg en dolk med, så jeg kunne snitte i velegnede grene, men for det meste lagde jeg mig bare på ryggen i hulen og studerede dens tag, der var lavet af grangrene og bøgekviste. Imens lod jeg tankerne vandre, og hvis jeg ikke kom til at tænke på en pige, jeg kendte, så var det som oftest min egen fremtid, jeg spekulerede på. Hvad skal jeg blive til? tænkte jeg, og det var sjældent det samme svar, min fantasi gav på det spørgsmål. Én gang forestillede jeg mig fx, at jeg skulle blive brandmand og ene mand redde et helt hospital af sindslidende, mens jeg en anden gang forestillede mig, at jeg skulle blive bankrådgiver og holde møder med børnefamilier, der ikke kunne få økonomien til at hænge sammen. Venlig og imødekommende optrådte jeg altid, og selv om det måske stod lidt i opposition til, hvordan jeg optrådte til hverdag, så havde jeg ikke svært ved at leve mig ind i mine fremtidige roller. Mit udseende varierede alt efter, hvor i verden jeg befandt mig, men det var ikke altid tiltalende, og ofte havde jeg en eller anden legemsfejl, som gjorde, at folk omkring mig nærede mistro til mig. Da jeg var brandmand, havde jeg fx en klumpfod, der udover, at den besværede mit arbejde noget, fik mange folk til at spotte mig og sige, at det var Guds straf, at jeg var født sådan. Det tog jeg dog med oprejst pande, for utak er verdens løn.

This is the Sort of Feeling I Get

Sovedyr og chokolade. Lidt almindelig askese
når vægge begynder at bløde, og noget
pusler i buskadset. Bare det kan kværkes
hører jeg dig sige. Men det kan det ikke.

En dag på havnen

På lang afstand kunne jeg se, at der var mange mennesker på havnen, og jeg var bestemt ikke i humør til at tale med nogen af dem. Jeg var på nippet til at vende om og gå hjem igen, men et eller andet fik mig alligevel til at fortsætte min gang, og snart stod jeg nede blandt de mange mennesker. Hovedsageligt var det vist tyske turister, der spankulerede omkring og fotograferede havudsigten, men jeg gruede for, at der skulle være en eller flere personer, som jeg kendte, og derfor slog jeg mig ned på en bænk bag et pakhus, hvor jeg ikke så nemt kunne blive set.

Inden længe kom en gammel kone stavrende med sin stok, og selv om det så noget anstrengende ud for hende at gå, så formåede hun at løfte blikket og smile til mig, før hun satte sig ned. Jeg forsøgte at smile igen, men kunne med det samme mærke, at smilet virkede kunstigt og rettede i stedet blikket ud mod havet. Den gamle kone sad lidt og tav. Hun fandt dernæst en plasticpose med brød i frem og gav sig til at fodre ænder. Jeg blev mindre irriteret over, at ænderne kom hen til bænken, end jeg egentlig havde forventet, at jeg ville blive, og selv om jeg tvivler på, at jeg nogensinde selv kommer til at sidde og fodre ænder, så havde jeg den dag en vis forståelse for, hvorfor den gamle kone kunne finde på at gøre det.

Ænderne skræppede og virkede dybt taknemmelige for at få lidt at spise. Det var lige før, jeg kunne bøje mig ned og stryge dem over fjerene – så nær kom de – og den gamle kone smilede over hele hovedet, mens hun iagttog, hvordan de gik frem og tilbage mellem hinanden på deres vraltende facon. Undertiden mumlede hun nogle ord som ”Ja, sådan” og ”Ja, det var godt”, og jeg tror næsten, at hun omfattede ænderne med lige så meget kærlighed, som de fleste hundeejere omfatter deres hunde med. På et tidspunkt vendte hun sig i hvert fald mod mig og sagde: ”Er de ikke nogle prægtige dyr?”

Jeg vil færdes blandt sommerhuse om natten.

Min tavse menighed

Der er altid nogen, der følger mig, uanset hvor jeg går hen. Det er ikke noget, jeg har bedt dem om, og det er noget, jeg sagtens kunne leve foruden, men efterhånden er jeg blevet så vant til, at de følger mig, at jeg faktisk er begyndt at værdsætte deres tilstedeværelse. Jeg kan ikke huske præcis, hvornår det startede, men jeg vil tro, at det rundt regnet er tyve år siden, og selv om der har været en del udskiftning i årenes løb, så har gruppens størrelse aldrig været svundet ind til mindre end fem personer. For tiden er det en gruppe på syv personer, der følger mig, og de er vidne til alt, hvad jeg foretager mig bortset fra mine toiletbesøg, for dem har jeg altid gjort en dyd ud af at holde private. Når jeg skal på toilettet, plejer gruppen at vente pænt udenfor, og det tror jeg ikke, at de har det mindste imod, men jeg kan ikke vide det med sikkerhed, eftersom der aldrig er nogen i gruppen, der siger noget. Alle forholder sig tavse, og jeg har for længst opgivet håbet om at få nogen af dem i tale. Det er som om de alle sammen har svoret en ed om, at de aldrig mere vil mæle et ord, og af samme årsag har jeg aldrig fundet ud af, hvorfor de har besluttet sig for netop at følge mig. Jeg har spekuleret længe over dette spørgsmål, men er ikke nået frem til nogen tilfredsstillende forklaring, og mit bedste bud er, at de ganske enkelt har udset sig en person, som de ikke tror, det generer at have selskab hele tiden. En rolig og ganske almindelig person, der tager tingene, som de kommer.

Mor var en mø i mørket.

Far var spejder (og fik rabies).

Klunser-Hans

Lige siden sin tidligste barndom havde Hans haft for vane at samle ting op, som han fandt, og tage dem med sig hjem. Det betød ikke så meget, hvad han fandt, og om det var tænkeligt, at han nogensinde ville få brug for det, men det betød noget, at det han fandt, engang havde været i andres besiddelse. Hans kunne nemlig godt lide at sidde og fundere over, hvilken slags mennesker der kunne finde på at skille sig af med forskellig slags ragelse, og hvorfor de gjorde det. Desuden syntes han, at det gav ting en helt speciel værdi, at de blev fundet frem for at blive købt, og skulle han vælge, så ville han nok foretrække en tonstung container at gå på rov i frem for et gavekort på tusindvis af kroner til et indkøbscenter. Det er næppe mange mennesker, der ville vælge som Hans, og det kommer næppe heller som en overraskelse for nogen, at Hans blev betragtet som lidt af en særling, de fleste steder han kom, men det er ikke ensbetydende med, at Hans ikke var vellidt. Hans havde nemlig en særegen charme, som var svær at modstå, og selv om han ikke ligefrem tiltrak mange piger ved sin måde at være på, så var det de færreste, der ikke undte ham det bedste.

Engang traskede jeg i al stilfærdighed over en pløjemark og håbede, at ingen ville se mig, fordi det var højlys dag, og jeg havde set indtil flere skilte med påskriften: ”Færdsel forbudt for uvedkommende”, allerede mens jeg gik på vejen ved siden af marken. Jeg kan stadig ikke huske, præcis hvorfor jeg følte sådan en ubændig trang til at skridte hen over den bløde pløjemuld, men jeg husker kun alt for tydeligt, hvordan jeg fór sammen af skræk, da en vredladen mandsstemme pludselig råbte mig an.

I starten kunne jeg ikke rigtig høre, hvad det var, manden råbte til mig, men i takt med at han kom nærmere, blev det efterhånden klart for mig, at sætningen, som han blev ved med at gentage, var: ”Hvad fanden bilder du dig ind!” Jeg rørte mig ikke ud af stedet og vidste ikke, hvad jeg skulle svare, men beredte mig blot på at få et møgfald af en anden verden og så forhåbentlig kunne luske bort, inden jeg begyndte at græde.

Først da manden, som efter alt at dømme var bondemanden, der ejede marken, var nået helt hen til mig, standsede han op. ”Du skal fandeme ikke jokke rundt på min nypløjede jord!”, tordnede han, greb og ruskede mig i armen, så det gjorde afsindigt ondt, og jeg var lige ved at begynde at græde. ”Hvad fanden bilder du dig ind!” Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg skulle svare og jamrede bare sagte. Efter lidt tid slap han mig og faldt tilsyneladende mere til ro. Det gik vel op for ham, at jeg var ganske ufarlig, og at der var mere grund til at have medlidenhed med mig end til at prygle mig.

Lad rattet rotere og se trafiklyset skifte.

Læn dig tilbage i sædet og lyt til svingindikatorens tikken.

House upon the hill

”Vi træder nu ind i et årti, som kommer til at føre mange nederlag med sig. Jeg kan sige dette med usvigelig sikkerhed, fordi jeg har set ind i fremtiden, og de af jer, som forholder jer skeptiske overfor mine forudsigelser nu, kommer alligevel til at give mig ret på et tidspunkt. Med andre ord så er der ikke nogen grund til at tvivle på, hvad jeg profeterer, og I kan lige så godt indstille jer på, at uanset hvor meget I kæmper for at vinde, så kommer I til at tabe langt de fleste kampe i fremtiden.”

Sådan sagde min fodboldtræner til en afslutningsfest for længe siden, og selv om han var noget beruset, da han rejste sig for at holde sin tale, så kan jeg ikke andet end give ham ret i dag. Jeg har spillet fodbold i 19 år og er lige fyldt 28, men kan stadig tælle mine sejre på én hånd. Undertiden spekulerer jeg på, om hans profeti på en måde gik hen og blev selvopfyldende – at vi indstillede os på at tabe vores kampe og derfor tabte dem – eller om vi vitterligt aldrig var bedre, end vores resultater viser.

Vid, at verden ikke går under, fordi den undergår en forvandling. Mennesker mødes, fødes og dødes også efter årstidernes ophør.

Jeg polerede glasset i dit spejlkabinet.

Lad os mødes under lygtepælen, der ikke lyser, og lænse hinanden for alt, hvad vi ejer og har. Lad os ikke vente for længe, men gøre det i aften, hvor vi er mindre forarmede end nogensinde.

Jeg stæsede henover den vidtstrakte græsplæne.

Teen, der flyder med mælk og honning, varmer mig, fylder mig og bliver til pis.

Jeg var ung og uspoleret
indtil jeg blev interneret
som et selvhadende kræ.
Siden kom en skønne dag

hvor man slap mig fri igen men
al den indestængte venten
havde gjort mig noget sær.
Ingen skulle komme nær

mig og mine onde ånder
der bestandig skreg til mig:
Du skal være kysk som nonner!

Og det skal man stadig ikke -
krydser du engang min vej
hænger jeg dig i en strikke.

Forældrenes hus

”Lad mig nu være.” ”Nej, jeg vil ikke lade dig være.” ”Hvorfor ikke?” ”Fordi du skylder mig en tjeneste, og jeg har brug for, at du gør mig den nu.” ”Hvilken tjeneste?” ”Det ved du udmærket godt, og hvis du benægter, at du skylder mig den, så er du det mest uhæderlige menneske, jeg nogensinde har mødt.” Der var en lang tavshed, før hun svarede ham igen. ”Godt. Hvad er det så du vil have, at jeg skal gøre?” ”Du skal bryde ind i mine forældres hus.”

Linda vågnede næste morgen og spekulerede på, hvilket foretagende hun var indvilliget i aftenen forinden. Det forekom hende at være noget risikabelt, og for en kort stund bebrejdede hun Daniel, at han havde tvunget hende ind i det, men samtidig vidste hun også godt, at han aldrig ville bede hende om denne tjeneste, hvis ikke det var tvingende nødvendigt. Han måtte virkelig være desperat, og i betragtning af hvad han i sin tid havde gjort for hende, så burde hun egentlig være taknemmelig for, at han ikke forlangte mere til gengæld.

Med en kraftanstrengelse stod hun op fra sin seng og gik ud i sit lille køkken for at sætte noget kaffe over. På vej derud passerede hun entréen og fandt der en lille kuvert, som nogen i nattens løb havde smidt ind gennem brevsprækken. Hun bøjede sig ned og samlede den lidt forundret op, men indså snart, at den måtte være fra Daniel, for den indeholdt ikke andet end en nøgle og en lap papir med en adresse. Da hun vendte kuverten om og så på dens bagside, stod der skrevet med næsten ulæselig skrift: ”Vent til natten mellem tirsdag og onsdag og benyt dig af kælderindgangen.”

Aperitif

Glasset.
Jeg drejer glasset
i min hule hånd.

Din krop.
Din krop smyger sig
så formfuldendt på gulvet.
Svedende så din sminke drypper.

Jeg knuger glasset som et kranie.

River dig.
Jeg river dig
i dit lange, lyse hår.
Lægger din nakke tilbage.

Glasset.
Glasset som du har spyttet i
hele aftenen.

Tvinger det ned i dit svælg.

Slægtninge valfarter; hvisler
og bugter sig til spredte kilder
af blod eller vand for at drikke
og dræne enhver oase under
deres høje og tunge himmel
der hvælver sig som øjenlåg.

San Diego

Han er en dreng. Han er en dreng, og han sidder på en bænk i San Diego. Om ham de siger, at han aldrig har fået et kys af en pige, og på sin vis har de ret - han stjal det.

Røgfrit miljø

”Nej. Jeg har ikke, hvad du er ude efter. Du kan lige så godt gå igen.” ”Men du ved jo ikke engang, hvad jeg er ude efter. Du kan da ikke bare sende mig væk uden at have hørt, hvad jeg er kommet for.” ”Jo, det kan jeg sådan set sagtens, og det er netop, hvad jeg gør, så du kan godt spare dig.” Omtrent sådan lød ordene, da Peter blev beordret tomhændet ud af den lokale købmandsbutik, og han nåede aldrig at fremsætte sit ellers helt legitime ønske om at købe noget brød, før han stod ude på gaden igen.

Grunden til den kontante afvisning var, at Peter nogle dage forinden havde dristet sig til at spørge, om man solgte cigaretter i butikken, og det faldt bestemt ikke i god jord. Hvad Peter ikke vidste, var, at indehaverens kone for år tilbage var død af lungekræft, og at alle former for tobak siden da havde været bandlyst i butikken. Faktisk var indehaveren gået så vidt som til at indføre den politik, at man ikke solgte varer til rygere, og derfor kunne Peter også godt spare sig. Der var ingen nåde, og eftersom der ikke fandtes andre købmandsbutikker i miles omkreds, måtte Peter gå sulten i seng.

Næste dag cyklede Peter den halve formiddag for at finde en anden købmandsbutik og ærgrede sig imens over, at han allerede havde gjort sig uheldigt bemærket i sin nye hjemby. Forhåbentlig kunne han med tiden formilde indehaveren af købmandsbutikken, men at dømme ud fra hvordan hans øjne gnistrede, da han sendte Peter bort, så lod han sig nok ikke formilde foreløbig. Der var ikke andet for end at væbne sig med tålmodighed, holde lav profil og så ellers nyde, at man ikke længere boede der, hvor man kom fra.

Uanset hvad du siger,
så har jeg baldret min sidste rude.

Skægget klæber til min kind.

Hidtil har jeg været nogens søn.

Jeg blæser sæbebobler på en togskinne.

Jeg drager kun i krig for at høre folk skrige.
Ikke for at forsvare mit fædreland
eller erobre et større rige -
kun for at høre folk skrige.

Parisiske tagrygge

Jeg vågner med guldrandede øjne,
men ser det ikke.

Jeg er bitter indtil benet
og står som forstenet
i en eller anden gyde.
Ungdommen er endegyldigt forbi.

Slanke skikkelser i mine drømme

Gæsteværelse

I et gæsteværelse.
I et gæsteværelse stænger man døren
og kravler ud ad vinduet for at færdes
blandt sommerhuse om natten.

Brystkasse

Min brystkasse skal knuses.
Højre side skal presse venstre side sammen
og fra min ruinhob af en krop
skal en sværm af bier stige op.

Under viadukten

Afstumpet ungdom

Danmarks afstumpede ungdom holder fest,
og jeg er inviteret med som gæst,
men foretrækker at blive i mit kælderdyb
sammen med alle de andre kryb.

Den endeløse afdrejning

Vejen hjem

Skibsdrengen

Redningskransen hænger på siden af styrehuset, indtil nogen pludselig tager den ned og kaster den ud i det oprørte hav, hvor adskillige mænd er ved at drukne. Den lander tilsyneladende uden for rækkevidde for dem alle sammen, og besætningen ombord på den gamle kutter, som endnu ikke er kæntret, er begyndt at opgive håbet om at kunne redde andre end sig selv, da først en arm og siden et hoved dukker op nær ved redningskransen. En eller anden har med opbuddet af sine sidste kræfter formået at svømme hen til den, og som den eneste af mændene i vandet står vedkommende til at redde.

Da besætningen omsider får trukket manden over rælingen, ser de imidlertid, at det ikke er nogen mand, men blot en dreng, som er kommet ombord, og selv om det først går op for de fleste af dem senere, så er det nærmest at betragte som en umulighed, at denne dreng skulle kunne overleve lige så længe i det kolde vand som de ældre, skibbrudne sømænd, for drengen er så spinkel og udtæret, at han ikke kan have spist ordentligt i ugevis. Hans nøgne overkrop er bleg, nærmest blålig, og man kan tælle hans ribben, da han skyndsomt bliver lagt på dækket, og nogen forsøger at give ham kunstigt åndedræt.

Druknedød

Drukner du nu også
med foldede hænder
i håb om at trodse
hver og en du kender?

Engang.
Engang når mit træ er fældet
og min skrutryggethed kommer for dagen
så bider min fede abe mig i armen.
Men hvorfor gør den det?

Jeg er jo kun skind og ben.

Ung og homoseksuel

Jeg var ung og homoseksuel
(dvs. ungdomskriminel
og særdeles depraveret)
indtil jeg blev interneret.

Oprørt hav

Kædedans

Konduktør

Han stemplede ingen billetter
i sin tid som konduktør
på de radmagres rute

Mandshøjt spejl

Jeg har set mig selv i et mandshøjt spejl.
Jeg har set alle mine legemsfejl
og studeret dem ganske nøje
(med mit mindst skelende øje).

Gøngehøvdingen

Gøngehøvdingen er genopstanden.

Han forlader sin hede hule
og begiver sig ud i natten
som en inkarneret indianer
eller en anden illegal indvandrer.