Hulen i skoven

Jeg havde fundet en hule i skoven, og jeg gik ofte ud til den for at være alene. Jeg var vel en ti-elleve år på det tidspunkt, og mens andre gik i fritidsklub, fordrev jeg det meste af min fritid i hulen. Nogen gange medbragte jeg bøger, som jeg læste i ved hjælp af en lommelygte, og andre gange tog jeg en dolk med, så jeg kunne snitte i velegnede grene, men for det meste lagde jeg mig bare på ryggen i hulen og studerede dens tag, der var lavet af grangrene og bøgekviste. Imens lod jeg tankerne vandre, og hvis jeg ikke kom til at tænke på en pige, jeg kendte, så var det som oftest min egen fremtid, jeg spekulerede på. Hvad skal jeg blive til? tænkte jeg, og det var sjældent det samme svar, min fantasi gav på det spørgsmål. Én gang forestillede jeg mig fx, at jeg skulle blive brandmand og ene mand redde et helt hospital af sindslidende, mens jeg en anden gang forestillede mig, at jeg skulle blive bankrådgiver og holde møder med børnefamilier, der ikke kunne få økonomien til at hænge sammen. Venlig og imødekommende optrådte jeg altid, og selv om det måske stod lidt i opposition til, hvordan jeg optrådte til hverdag, så havde jeg ikke svært ved at leve mig ind i mine fremtidige roller. Mit udseende varierede alt efter, hvor i verden jeg befandt mig, men det var ikke altid tiltalende, og ofte havde jeg en eller anden legemsfejl, som gjorde, at folk omkring mig nærede mistro til mig. Da jeg var brandmand, havde jeg fx en klumpfod, der udover, at den besværede mit arbejde noget, fik mange folk til at spotte mig og sige, at det var Guds straf, at jeg var født sådan. Det tog jeg dog med oprejst pande, for utak er verdens løn.