Fie

Nu er hun gået igen, og jeg ved ikke hvorhen. Jeg må ud og lede efter hende, selv om det er det sidste, jeg har lyst til. Hun er alt for snu til at gemme sig i nærheden, og i modsætning til de fleste, der forsvinder, så ønsker hun ikke at blive fundet. Hun ønsker sig langt bort. Jeg tager min jakke fra knagerækken og begiver mig ud. Det bliver en kold og regnvåd nat. Jeg er ikke i humør til det her - jeg er ikke i humør til at blive kold og desperat, mens jeg forgæves leder efter hende. Nede ved fodgængerovergangen, hvor der aldrig er nogen biler, der holder tilbage, beslutter jeg mig for at krydse vejen og gå til højre. Det tager sin tid at komme over, men det lykkes, og jeg skutter mig i kulden, mens jeg spejder fremad i mørket. Det er ikke utænkeligt, at hun er blevet kørt ned. Det er bestemt ikke utænkeligt, for hun ser sig aldrig for, når hun går på gaden, og jeg frygter det værste. Hvor i alverden kan hun være gået hen? Hun går uden mål og med, og jeg aner ikke, hvad der foregår i hendes hoved. Hun siger ikke en lyd, hun ser sig ikke for, og hun har ingen venner i omegnen. Ringer jeg til politiet, siger de, at jeg skal tage det roligt – at det er sket før, og at hun jo altid er vendt hjem igen. ”Ja, men ikke uden skrammer og sår”, indvender jeg. De lover at holde øjnene åbne og bringe hende hjem, hvis de finder hende. Men de finder hende aldrig. Fra dem har jeg aldrig modtaget nogen hjælp, og jeg er holdt op med at ringe til dem, selv om hun forsvinder flere dage ad gangen. Sporløst. Da jeg når op til Langebro, slår det ned i mig, at det her ikke kan fortsætte. Vi kan ikke leve på denne måde, Fie og jeg. Hvis jeg finder hende i aften, sniger hun sig alligevel ud igen, og jeg kan ikke bære det. Det må være slut nu. Ja, det må det, tænker jeg og overvejer desperat at springe i havnen. Men noget holder mig tilbage. Noget får mig til at vende om og gå tilbage til lejligheden med målbevidste skridt. Tanken om, at hun ikke finder mig død. Tanken om, at det aldrig går op for hende, at jeg har taget livet af mig selv på grund af hende, og at hun bare glemmer mig – den får mig til at vende om. Tilbage i lejligheden finder jeg et reb og binder en løkke, næsten rutineret. Jeg har i hvert fald prøvet det før og ved, hvordan det skal gøres. Rebet hænger jeg fast i vores lysekrone, og dernæst finder jeg Fies skål og fylder den med foder. Kattebakken tømmer jeg, lægger nyt grus i og græder, mens jeg gør det. Jeg vil hende jo kun det bedste, og det bedste er, at jeg forlader denne verden. Nu.