Fasanjagt

Vi tog ud i skoven for at fange fasaner, og vi håbede, at der ville være en masse. Fra nær og fjern hørte vi dem kalde til hinanden, men der gik alligevel en rum tid, før vi fik øje på én. Den kom rendende ud fra et buskads og var væk lige så hurtigt, som vi kunne nå at blinke. ”Det var pokkers”, sagde min kammerat, der ikke var vant til at gå jagt. ”Man skal søreme være hurtig for at fange dem”. ”Ja”, sagde jeg, ”Det skal man”. Ikke desto mindre så gik den næste fasan, vi så, ganske fredsommeligt på stien foran os, og den lod ikke til at have bemærket, hvordan vi langsomt sneg os nærmere. Ikke før lige til sidst, hvor jeg skulle til at gribe ud efter den i hvert fald. Da satte den af sted i et hyl og lod sig ikke fange. ”Det var pokkers”, sagde min kammerat igen, og jeg gjorde noget lignende. Jeg udtrykte min ærgrelse ved at bande og svovle så groft, at det ikke bør gengives. Dernæst tog vi hjem.