Mod et ukendt mål

Der var ikke så mange mennesker på gaderne den aften, og det bekom mig vel. Jeg havde ikke lyst til at træffe nogen jeg kendte, men brug for bare at gå, gå, gå. Det var køligt udenfor, og jeg havde stukket hænderne i lommerne på mine jeans, fordi jeg altid har været en særdeles kuldskær person. Andre ville nok bare have gået, som de plejede – afslappede og med deres naturlige kropsholdning, men jeg, jeg gik let fremoverbøjet, sammenbidt, og skuttede mig. Du skulle have set mig. Du ville have tænkt, at jeg var legemliggørelsen af utilnærmelighed, og du vil have haft så grueligt ret. Med andre ord så lignede jeg noget, der gik omkring i et voldsplaget kvarter og konstant var på vagt overfor sine medmennesker. Én, der forventede det værste, og som selv indeholdt det værste.

Jeg kerede mig ikke om, hvilken vej jeg gik. For min skyld kunne jeg ende hvor som helst, og det betød ikke noget for mig, om jeg ville være i stand til at finde hjem igen. Den tid, den sorg, tænkte jeg og spyttede for at give disse ord en form for eftertryk, ikke af gammel vane - det forekommer mig ucharmerende at gå og spytte på gaden. Ved et fodgængerfelt standsede jeg og løftede blikket en smule. Månen var naturligvis fremme og dens lys grelt, som det plejede. Grelt som lyset på hudklinikken, jeg frekventerede, og grelt som sollyset om dagen. Det var ikke til at holde ud. Så jeg sænkede blikket igen og ventede med indestængt raseri på, at trafiklyset skiftede til grønt. Det gjorde det omsider, og jeg genoptog min vandring mod et ukendt mål, der aldrig blev nået.