Passager #24

… der var mange mennesker i lufthavnen, og jeg kunne ikke finde den terminal, som mit fly skulle lette fra. Ganske vist havde jeg god tid til at finde den, men det stressede mig, at der var så meget larm og virak omkring mig. Jeg skulle tilmed på toilettet, og så længe jeg skulle det, kunne jeg ikke tage det roligt. Min blære var ved at sprænges, og min plan om at finde terminalen, før jeg gik på toilettet, måtte jeg snart forkaste. Det ærgrede mig. Jeg skal ikke kunne sige dig hvorfor, men det ærgrede mig altså, og det var heldigt, at der ikke kom nogen og spurgte mig om noget på det tidspunkt, for så havde jeg sikkert bidt dem af med et ubehøvlet svar. Hvilket jeg senere ville have fortrudt, og som ville have sat en lavine af dårlig samvittighed i gang. Sådan går det nemlig ofte, når jeg fortryder noget – så vækker det mindelser om alle de andre ting, jeg fortryder, og gør dem akkurat lige så pinefulde, som hvis jeg uforvarende var kommet til at slå et barn ihjel. Intet mindre. Jeg er næsten ikke i stand til at differentiere mellem dumhederne, jeg har begået, og derfor må jeg konstant være på vagt overfor mig selv for ikke at komme til at begå selv den mest ubetydelige af slagsen. Den kommer nemlig til at nage mig i en grad, der bestemt ikke er ubetydelig, og ofte tænker jeg, at det ville være bedre, om jeg slet ikke levede. Men så igen – det giver mig også dårlig samvittighed at tænke sådan, for hvilken sorg ville det ikke påføre mine pårørende, hvis jeg begik selvmord? En stor og uovervindelig sorg, som jeg ikke kan være bekendt…