Baton Rouge

Der var tre timer til, at min bus kom, og jeg havde ikke i sinde at blive siddende på busstationen indtil da. Klokken var 7 om morgenen i Baton Rouge, og jeg var hundesulten efter en nats kørsel, hvor jeg kun havde spist en chokoladebar og drukket lidt juice. Oven i købet var jeg temmelig mørbanket, fordi jeg havde sovet elendigt i bussen, men alligevel var jeg i en sært opløftet sindsstemning og havde følelsen af, at intet kunne slå mig ud. Jeg fik fat på min bagage og besluttede mig for at gå ud og lede efter et spisested, der havde åbent og forhåbentlig serverede pandekager. Jeg ved ikke, hvad det var med de pandekager, men tanken om dem var pludselig slået ned i mig, og nu kunne jeg simpelthen ikke få dem ud af hovedet igen: Pandekager. Kaffe og pandekager. Det var, hvad jeg havde brug for.

Jeg kunne lide at være vågen i den tidlige morgenstund, før gaderne blev alt for befærdede. Det gav mig følelsen af at være privilegeret – af at opleve noget, som andre gik glip af – og jeg nød desuden den kølige luft, som jeg gik rundt i, efter at have været buret inde i en lummer bus hele natten. Jeg havde ikke noget kort over byen med mig, da jeg forlod busstationen, og derfor var det nødvendigt for mig hele tiden at have en nogenlunde fornemmelse af, hvor langt og i hvilken retning jeg havde bevæget mig. Hver gang jeg drejede ind på en ny gade, forsøgte jeg at memorere dens navn, men det var jeg ikke synderligt god til, og jeg opgav det snart.