Anton

Du skal ikke regne med, at der kommer nogen og henter dig i dag, sagde pædagogen til den lille Anton. Anton så med sine brune øjne på pædagogen, der lagde en hånd på hans skulder, og spurgte så: Men hvorfor ikke? Er far død? Nej, nej, forsikrede pædagogen, han er bare blevet forhindret, og derfor skal du gå alene hjem. Alene hjem? måbede Anton, Det siger mor, at jeg ikke må. Ja, men din mor og far er skilt, Anton, og i dag er det din far, der har dig. Han har ringet og sagt, at du bare skal gå lige hjem klokken fem og finde jeres nøgle under dørmåtten. Den ved du godt, hvor er, ikke Anton? Ne-ej, stammede Anton, selv om han udmærket godt vidste, hvor den var. Gør du ikke? sagde pædagogen forbløffet. Det sagde din far ellers, at du godt vidste. Anton, du står ikke og lyver, vel? Anton fingererede ved snorene i sine joggingbukser og så ned. Ne-ej, gentog han spagt, jeg ved det ikke. Anton, kig på mig. Ved du det, eller ved du det ikke? Det er vigtigt, at du fortæller mig det. Der gik lang tid, før Anton så op. Han stod underligt uroligt og rokkede frem og tilbage, mens han trak i sine buksesnore. Da han endelig så op, havde han tårer i øjnene, og hans jeg vil ikke gå alene hjem blev næsten kvalt i gråd. Så-så, sagde pædagogen og gav ham et klem, det er ikke så slemt, det skal du da nok klare, sådan en stor dreng som dig. Anton gemte sit ansigt ved pædagogens skulder og græd næsten lydløst. Han ville ikke have, at de andre børn skulle se ham, men nogen af pigerne fra hans parallelklasse havde allerede fået øje på ham og kom nu stormende hen til pædagogen for at høre, hvad der var sket. Hvad er der sket, hvad er der sket? råbte de i munden på hinanden, og pædagogen måtte tysse på dem for at få dem til at holde op. Ikke noget, sagde hun til dem, Anton er bare lidt ked af det, og det har han lov til at være. Løb nu ud og leg med de andre. Pigerne adlød modstræbende, O-kay, sagde de og vendte sig så bort. Da de var gået, løftede Anton hovedet og snøftede et par gange. Går det?, spurgte pædagogen, og Anton nikkede, mens han så ned i gulvet. Du kender jo vejen, og der er ikke så langt. Du skal bare huske at passe på bilerne, når du krydser vejen, og hvordan er det nu, man passer på bilerne? Man kigger først til venstre og så til… højre, mumlede Anton, og så til venstre igen. Jah, udbrød pædagogen, det kan du da sagtens finde ud af. Løb nu ud til de andre og husk at sige farvel, inden du går.