Lys

Lyset er så ulideligt skarpt i dag. Det trænger igennem alt, og jeg kan ikke finde noget sted at sove. Uanset hvor jeg lægger mig er der for lyst til, at jeg kan falde i søvn, og det er ødelæggende for mit helbred. Jeg har brug for søvn i løbet af dagen, men får det nok ikke i dag, og jeg frygter for, at mørket slet ikke falder på, når solen går ned. Det er som om en forbandelse har ramt mig, og jeg er dømt til at være evigt vågen i det ulideligt skarpe lys. Kunne jeg sove, ville alting blive bedre, og jeg ville være i stand til at tænke klart i mine vågne timer, men nu melder trætheden sig, og den kan ikke afhjælpes i dette lys – den spolerer enhver påbegyndt tankerække og får mig til at synke sammen i min lænestol. Fra lænestolen kan jeg se lyset trænge ind gennem de mørke gardiner, som jeg har trukket for mine stuevinduer. Jeg kan høre fuglenes sang, og jeg kan høre bilernes brummen, når de passerer mit hus, men jeg kan ikke rejse mig for at hente kaffen, som jeg satte over for lidt siden. Jeg kan lade blikket vandre, men ellers er min krop blevet helt immobil, og jeg ved, at der ikke kommer nogen på besøg før i morgen, så jeg har en lang nat i vente. Plejeren vil nok finde mig med savl i mundvigene, skidt i bukserne og en mere end gusten farve i ansigtet, men alligevel vil hun smile sit sædvanlige smil og lade som om, at intet er så slemt, som det rent faktisk er.