10. aug. 2008

Klunser-Hans

Lige siden sin tidligste barndom havde Hans haft for vane at samle ting op, som han fandt, og tage dem med sig hjem. Det betød ikke så meget, hvad han fandt, og om det var tænkeligt, at han nogensinde ville få brug for det, men det betød noget, at det han fandt, engang havde været i andres besiddelse. Hans kunne nemlig godt lide at sidde og fundere over, hvilken slags mennesker der kunne finde på at skille sig af med forskellig slags ragelse, og hvorfor de gjorde det. Desuden syntes han, at det gav ting en helt speciel værdi, at de blev fundet frem for at blive købt, og skulle han vælge, så ville han nok foretrække en tonstung container at gå på rov i frem for et gavekort på tusindvis af kroner til et indkøbscenter. Det er næppe mange mennesker, der ville vælge som Hans, og det kommer næppe heller som en overraskelse for nogen, at Hans blev betragtet som lidt af en særling, de fleste steder han kom, men det er ikke ensbetydende med, at Hans ikke var vellidt. Hans havde nemlig en særegen charme, som var svær at modstå, og selv om han ikke ligefrem tiltrak mange piger ved sin måde at være på, så var det de færreste, der ikke undte ham det bedste.

Ingen kommentarer: