En dag på havnen

På lang afstand kunne jeg se, at der var mange mennesker på havnen, og jeg var bestemt ikke i humør til at tale med nogen af dem. Jeg var på nippet til at vende om og gå hjem igen, men et eller andet fik mig alligevel til at fortsætte min gang, og snart stod jeg nede blandt de mange mennesker. Hovedsageligt var det vist tyske turister, der spankulerede omkring og fotograferede havudsigten, men jeg gruede for, at der skulle være en eller flere personer, som jeg kendte, og derfor slog jeg mig ned på en bænk bag et pakhus, hvor jeg ikke så nemt kunne blive set.

Inden længe kom en gammel kone stavrende med sin stok, og selv om det så noget anstrengende ud for hende at gå, så formåede hun at løfte blikket og smile til mig, før hun satte sig ned. Jeg forsøgte at smile igen, men kunne med det samme mærke, at smilet virkede kunstigt og rettede i stedet blikket ud mod havet. Den gamle kone sad lidt og tav. Hun fandt dernæst en plasticpose med brød i frem og gav sig til at fodre ænder. Jeg blev mindre irriteret over, at ænderne kom hen til bænken, end jeg egentlig havde forventet, at jeg ville blive, og selv om jeg tvivler på, at jeg nogensinde selv kommer til at sidde og fodre ænder, så havde jeg den dag en vis forståelse for, hvorfor den gamle kone kunne finde på at gøre det.

Ænderne skræppede og virkede dybt taknemmelige for at få lidt at spise. Det var lige før, jeg kunne bøje mig ned og stryge dem over fjerene – så nær kom de – og den gamle kone smilede over hele hovedet, mens hun iagttog, hvordan de gik frem og tilbage mellem hinanden på deres vraltende facon. Undertiden mumlede hun nogle ord som ”Ja, sådan” og ”Ja, det var godt”, og jeg tror næsten, at hun omfattede ænderne med lige så meget kærlighed, som de fleste hundeejere omfatter deres hunde med. På et tidspunkt vendte hun sig i hvert fald mod mig og sagde: ”Er de ikke nogle prægtige dyr?”