Danefæ

Engang traskede jeg i al stilfærdighed over en pløjemark og håbede, at ingen ville se mig, fordi det var højlys dag, og jeg havde set indtil flere skilte med påskriften: ”Færdsel forbudt for uvedkommende”, allerede mens jeg gik på vejen ved siden af marken. Jeg kan stadig ikke huske, præcis hvorfor jeg følte sådan en ubændig trang til at skridte hen over den bløde pløjemuld, men jeg husker kun alt for tydeligt, hvordan jeg fór sammen af skræk, da en vredladen mandsstemme pludselig råbte mig an.

I starten kunne jeg ikke rigtig høre, hvad det var, manden råbte til mig, men i takt med at han kom nærmere, blev det efterhånden klart for mig, at sætningen, som han blev ved med at gentage, var: ”Hvad fanden bilder du dig ind!” Jeg rørte mig ikke ud af stedet og vidste ikke, hvad jeg skulle svare, men beredte mig blot på at få et møgfald af en anden verden og så forhåbentlig kunne luske bort, inden jeg begyndte at græde.

Først da manden, som efter alt at dømme var bondemanden, der ejede marken, var nået helt hen til mig, standsede han op. ”Du skal fandeme ikke jokke rundt på min nypløjede jord!”, tordnede han, greb og ruskede mig i armen, så det gjorde afsindigt ondt, og jeg var lige ved at begynde at græde. ”Hvad fanden bilder du dig ind!” Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg skulle svare og jamrede bare sagte. Efter lidt tid slap han mig og faldt tilsyneladende mere til ro. Det gik vel op for ham, at jeg var ganske ufarlig, og at der var mere grund til at have medlidenhed med mig end til at prygle mig.