Forældrenes hus

”Lad mig nu være.” ”Nej, jeg vil ikke lade dig være.” ”Hvorfor ikke?” ”Fordi du skylder mig en tjeneste, og jeg har brug for, at du gør mig den nu.” ”Hvilken tjeneste?” ”Det ved du udmærket godt, og hvis du benægter, at du skylder mig den, så er du det mest uhæderlige menneske, jeg nogensinde har mødt.” Der var en lang tavshed, før hun svarede ham igen. ”Godt. Hvad er det så du vil have, at jeg skal gøre?” ”Du skal bryde ind i mine forældres hus.”

Linda vågnede næste morgen og spekulerede på, hvilket foretagende hun var indvilliget i aftenen forinden. Det forekom hende at være noget risikabelt, og for en kort stund bebrejdede hun Daniel, at han havde tvunget hende ind i det, men samtidig vidste hun også godt, at han aldrig ville bede hende om denne tjeneste, hvis ikke det var tvingende nødvendigt. Han måtte virkelig være desperat, og i betragtning af hvad han i sin tid havde gjort for hende, så burde hun egentlig være taknemmelig for, at han ikke forlangte mere til gengæld.

Med en kraftanstrengelse stod hun op fra sin seng og gik ud i sit lille køkken for at sætte noget kaffe over. På vej derud passerede hun entréen og fandt der en lille kuvert, som nogen i nattens løb havde smidt ind gennem brevsprækken. Hun bøjede sig ned og samlede den lidt forundret op, men indså snart, at den måtte være fra Daniel, for den indeholdt ikke andet end en nøgle og en lap papir med en adresse. Da hun vendte kuverten om og så på dens bagside, stod der skrevet med næsten ulæselig skrift: ”Vent til natten mellem tirsdag og onsdag og benyt dig af kælderindgangen.”