Røgfrit miljø

”Nej. Jeg har ikke, hvad du er ude efter. Du kan lige så godt gå igen.” ”Men du ved jo ikke engang, hvad jeg er ude efter. Du kan da ikke bare sende mig væk uden at have hørt, hvad jeg er kommet for.” ”Jo, det kan jeg sådan set sagtens, og det er netop, hvad jeg gør, så du kan godt spare dig.” Omtrent sådan lød ordene, da Peter blev beordret tomhændet ud af den lokale købmandsbutik, og han nåede aldrig at fremsætte sit ellers helt legitime ønske om at købe noget brød, før han stod ude på gaden igen.

Grunden til den kontante afvisning var, at Peter nogle dage forinden havde dristet sig til at spørge, om man solgte cigaretter i butikken, og det faldt bestemt ikke i god jord. Hvad Peter ikke vidste, var, at indehaverens kone for år tilbage var død af lungekræft, og at alle former for tobak siden da havde været bandlyst i butikken. Faktisk var indehaveren gået så vidt som til at indføre den politik, at man ikke solgte varer til rygere, og derfor kunne Peter også godt spare sig. Der var ingen nåde, og eftersom der ikke fandtes andre købmandsbutikker i miles omkreds, måtte Peter gå sulten i seng.

Næste dag cyklede Peter den halve formiddag for at finde en anden købmandsbutik og ærgrede sig imens over, at han allerede havde gjort sig uheldigt bemærket i sin nye hjemby. Forhåbentlig kunne han med tiden formilde indehaveren af købmandsbutikken, men at dømme ud fra hvordan hans øjne gnistrede, da han sendte Peter bort, så lod han sig nok ikke formilde foreløbig. Der var ikke andet for end at væbne sig med tålmodighed, holde lav profil og så ellers nyde, at man ikke længere boede der, hvor man kom fra.