Skibsdrengen

Redningskransen hænger på siden af styrehuset, indtil nogen pludselig tager den ned og kaster den ud i det oprørte hav, hvor adskillige mænd er ved at drukne. Den lander tilsyneladende uden for rækkevidde for dem alle sammen, og besætningen ombord på den gamle kutter, som endnu ikke er kæntret, er begyndt at opgive håbet om at kunne redde andre end sig selv, da først en arm og siden et hoved dukker op nær ved redningskransen. En eller anden har med opbuddet af sine sidste kræfter formået at svømme hen til den, og som den eneste af mændene i vandet står vedkommende til at redde.

Da besætningen omsider får trukket manden over rælingen, ser de imidlertid, at det ikke er nogen mand, men blot en dreng, som er kommet ombord, og selv om det først går op for de fleste af dem senere, så er det nærmest at betragte som en umulighed, at denne dreng skulle kunne overleve lige så længe i det kolde vand som de ældre, skibbrudne sømænd, for drengen er så spinkel og udtæret, at han ikke kan have spist ordentligt i ugevis. Hans nøgne overkrop er bleg, nærmest blålig, og man kan tælle hans ribben, da han skyndsomt bliver lagt på dækket, og nogen forsøger at give ham kunstigt åndedræt.