Tøveøl

Glasskårstår

To tyve

Juleaften møder to tyve hinanden, da de tilfældigvis bryder ind i det samme hus.

Daggrå

På vej til metrostationen

På vej til metrostationen faldt jeg over en kantsten og slog mig. Jeg nåede akkurat at tage fra med armene, så jeg ikke knaldede hagen ned i fortovet, men mine håndflader og albuer fik jeg skrabet noget så frygteligt. Selv om jeg havde vanter og jakke på, fik jeg blodige sår, og især mine albuer gjorde ondt, da jeg forsøgte at rejse mig. En dame kom ilende til og spurgte, om jeg havde slået mig, men til at begynde med kunne jeg slet ikke svare – blot udstøde nogle uartikulerede lyde, der gjorde hende meget forfærdet. Pludselig råbte hun efter folk på den anden side af gaden og ville til at ringe efter en ambulance, hvilket jeg på ingen måde havde brug for. Jeg tænkte, at hun trods sine gode intentioner var til mere skade end gavn og fik med en kraftanstrengelse rejst mig, så hun kunne se, at jeg ikke var så slemt medtaget. Desværre blev jeg svimmel i samme øjeblik og begyndte at svaje, usikker på benene. Damen greb fat i mig for at holde mig oppe, men til det var hun ikke stærk nok, og derfor kom jeg til at trække hende med mig ned, da jeg lidt efter faldt igen. Hun skreg, som var hun ved at dø, og som om det ikke var nok, så landede jeg uheldigvis ovenpå hende med hele min vægt, hvilket slog luften ud af hende. Forhåbentlig har hun ikke brækket noget, var det eneste jeg kunne nå at tænke, men det var netop, hvad hun havde. Som det senere viste sig på skadestuen, havde hun brækket to ribben, mens jeg selv var sluppet med meget overfladiske skrammer.

Galway

På en lille ubefærdet sidegade drøftede vi dagens køreplan og pakkede vores to diminutive biler. Det sidste besværliggjordes især af, at en af mine kammerater havde medbragt en boomblasterhøjtaler, som var til stor gene for alle andre end ham selv, og jeg forbandede den allerede da i mit stille sind, men endnu ikke så intenst, som jeg senere skulle komme til. Skæbnen ville nemlig, at jeg kom til at sove på værelse med dette monstrum, og dette indebar lytning til diverse skodsange på alle tider af døgnet.

Gemen er giveren af gaver.

Hvad knuger du nu
i din feberhede hånd?
Gårsdagens avis.

Forleden fandt jeg en tabt tand, og jeg antog, at den tilhørte et menneske. Men det gjorde den ikke. Den var et dyrs. En antilopes nærmere bestemt, og jeg forlangte retfærdighed i denne verden af hensyn til dette dyr. Det døde kort efter. Skudt ned af en jæger eller ædt op af en løvinde uden lyst til kød. Kys.

Oplæsningsmedley #3

Amputationskursus

Ambitionsblod

Irakerpak

Skulkeskema

For evigt er lang tid, og jeg har ikke i sinde at blive her så lang tid. Jeg har i sinde at stikke af snart. Til de varme lande. Til de døde dyr. Til savannen og de indfødte konger, som jeg kan underkaste mig når som helst. Erklær din død. Restløst. Hver en celle. Hver en vulkan af oceanisk vælde. Vælt.

Lava løber som lim gennem gulvet. Størkner slimet. Søger ud ind op ned, ned til ned. Nervøst. Klaprende. Døren går på hæld som anemoners hoveder om aftenen. Tunge af dugdråber, død og dæmring. Klæbrig kaktus kalder i sin vånde. Syv knivsblade stukket ind bag dens højre skulder og drejet rundt.

Rablende, ramsaltet og sørgende. Slut. Stationsby i æble-egn. Afgudsdyrkelse og delirium døber ingen. Drama udebliver, blæser bort. Blandingsbarn åbner skuffer i forbudt rum. Finder intet andet end æbler.

Grav ikke guldet op, grav det ned. Gab over mere end du kan og køb enhver genstand, som overgår din forstand, fordi du er en mand. Eller en kvinde uden blinde børn. Bedriv hor i hylende kor. Glor nogen, så sig det til din mor. Mor…

Fraregnet din røst, som heler, er du ikke til megen trøst, og jeg ønsker, at du skal gå. Slå dig, falde og fornemme min modvilje mod dit væsen. Velærværdige budbringer af tidender fra fjerne lande. Forsvind.

, selv om din kærlighed er alt, hvad jeg ønsker mig. Du ville ikke have begrebet hemmelighedens karakter af ukrænkelighed, og derfor ville hjerte. ”Sig frem.”, sagde jeg og så på hende, da hun slog øjnene ned. Hun sad længe og tav, inden hun begyndte sin beretning, men jeg gjorde ikke noget for at hjælpe hende på samtlige medarbejdere, der ikke var villige til at gå ned i løn og flytte med til Polen. For Bennys forældre var dette ikke nogen katastrofe, da de alligevel var oppe i årene og have kaffe. Det ville jeg godt, men jeg havde umådeligt svært ved at skjule min irritation over at blive forstyrret. ”Ja” nærmest vrængede jeg, og det var min far ikke sen til at bemærke. ”Kan du ikke svare pænt?”, spurgte han, så jeg blev nødt til at gentage Danmark hverken var en del af Tyskland eller havde støttet Tyskland under krigen. Overfor os sad en pige af sydlandsk udseende, og hun kunne udmærket høre, hvad vi sagde, men klogeligt nok udføre evakueringen sammen med mig og dernæst melde tilbage til cockpittet, at de godt kan slå katastrofealarm. Det går forholdsvis går nu.” Asger greb sin cowboyjakke fra stoleryggen bag sig og rejste sig. Han så ikke Peter i øjnene, men så først ned

Carport

Jeg snittede lidt i en gren og sang en sagte sang, men ellers var jeg ganske stille og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle tage mig til. Eftermiddagen var endeløs som altid, og mine forældre sov til middag, fordi de var trætte efter formiddagens indkøb og tøjvask. De måtte under ingen omstændigheder forstyrres, og derfor blev jeg nødt til at opholde mig udenfor i ”det gode vejr”, som de kaldte det.

Legekammerater var der ingen af i miles omkreds, eftersom vores sommerhus lå i et sydsjællandsk område, der ikke var særlig attraktivt for børnefamilier. I hvert fald var det hovedsageligt pensionister, som man så spadsere på stierne, langs de forfaldne huse og ubebyggede grunde, men engang havde jeg faktisk mødt en dreng på min egen alder nede ved stranden. Han gjorde noget så væmmeligt som at bøvse mig i hovedet, og efter den episode ønskede jeg aldrig at møde ham igen.

MAYBE I WAS THIS BOY/GIRL/FAT BASTARD
and I couldn't figure out how to lose weight
without losing some of my self.

Oplæsningsmedley #2

Hvad skaber du dig for? Ikke for noget. Jamen, så lad da være. OK. OK? Tag den hat af og sæt dig ned som et dannet menneske. ”Dannet”- hvad betyder det? Det betyder, at man har vænnet sig af med at skabe sig. Nå, det er det, det betyder. Jeg har altid troet, at det betød noget i retning af uddannet i et eller andet. Ja, der kan du bare se – man lærer noget nyt hver dag. Ja, det tør siges. I øvrigt kan jeg ikke blive her ret længe, for jeg har en aftale med en veninde, som jeg skal mødes med på stationen. Hvilken station? Vel ikke den station? Jo, hvis du med den station mener Nørreport Station, så er det den station. Åh, gudskelov – jeg troede, at det var på Nordhavn Station I skulle mødes. Nej, nej, bevares – der sætter jeg aldrig mine ben. Det forstår jeg udmærket godt. Jeg kunne aldrig finde på at stige ud på den station, men jeg kører forbi den hver dag og ser, hvordan den er fuldstændig hærget af ludere, lommetyve og stiknarkomaner. Stiknarkomaner, der vel at mærke ikke rydder op efter sig, men bare lader deres nåle ligge og flyde, så børn kan komme til at stikke sig på dem. Ja, det er ganske forfærdeligt. Staten burde gribe ind og jævne den station med jorden. Ja, lige mine ord, selv om det naturligvis ikke kommer til at ske. Til det er regeringen alt for blødsøden. Totalt uden handlekraft og tilmed temmelig uduelig i mange henseender. Tag nu fx den nye Femern-bro, som der har været så meget snak om. Den er og bliver bare snak. Intet andet. Jeg ser ingen slæbebåde, kraner og lort blive kørt i stilling til sådan et byggeprojekt, men alligevel taler de om den, som om den allerede stod der. Ja, det har du ret i. Jeg kunne ikke være mere enig.

Raucher

Dræb nogle børn. Jeg ved det ikke.
Gør et eller andet
andet end at spise
flødeboller og se fjernsyn.

Kys din bælgøjede brud.

Mine benløse brødre har forladt festen.

Sang til min døve mor

Den Lange Afrikaner

Dette er historien om Den Lange Afrikaner, der altid vasker sit tøj i det lokale møntvaskeri, og som er fuldkommen rolig, næsten sløv i sine bevægelser. Han folder sit tøj omhyggeligt, og han lader sig ikke forstyrre af de mange larmende børn, som farer frem og tilbage, fordi han har set det hele før. Han har endda set børn blive skudt, og han har grædt de tårer, der skulle grædes, men han er ikke særlig sensitiv længere, og han bemærker måske ikke engang, hvordan en rullende vaskekurv rammer ham på benet, da en lille dreng kører den ind i ham. I hvert fald vender han sig ikke om mod drengen, men fortsætter bare med at folde sit tøj så sirligt, at man skulle tro, han var ansat til det. Den lille dreng stopper ængstelig op, fordi han frygter, at Den Lange Afrikaner vil skælde ham ud, men absolut intet sker, og derfor kan drengen lettet køre bort med vaskekurven - indtil han når hen til sin mor, som naturligvis har set det hele, og som skælder ham huden fuld for hans uagtsomhed...

Jeg tog ned til tiden for at se på skibe og mumle mammut i et langt og øresønderrivende vræl. Den var gal igen, og jeg stod for pengene, hun stod for tennis, og det var lidt for meget af det dårlige, du ved. Ellers går det, som det jeg skal – jeg bøjer mig i blæsten østover og møder endvidere gamle venner monstro de kender dig også ikke at udelukke en chance for finanskrise eller det der er bedre nu om stunder hvor jeg fløjter mens jeg snakker, harker mens jeg bakker eller undskylder, når jeg trækker. Blandt andet fordi dine lyde var helt uimodståeligt bløde kunne jeg gætte mig til, at du var hende uden veninde, men med massevis af venner og vrede unge hunde, der snapper en efter skridtet, når man kommer løbende forbi fuldstændig uforberedt på det meste i denne virkelige verden, der efter sigende skulle være ganske køn, når man fjerner blæksløret, som er blevet lagt hen over den af en gammel og gusten mand, som jeg kender særdeles godt, eftersom han er mig selv i modstand. I øvrigt fandt jeg en skruetrækker og åbnede en flaske vin med den. Det var en lidt surere vin, end jeg havde forventet, men drak den – det gjorde jeg. Hvis du engang ser Melissa så sig, at jeg stadig håber på, at hun bliver til noget andet end sig selv, og selv om det er svært at være, så giv tid, giv tid. Akkurat som når du venter ved et lyskryds – der køber folk også ind og kommer glade ud med umulige unger og snakkende tunger, der bøjer sig i vinden. Finalen vandt jeg ganske vist ikke, men det var da udmærket klaret sådan at komme i semifinalen og min farmor heppede på ovre fra bænken, hvor alle forældrene sad og så til, hvor alle forældrene sad og skvadrede. Men ikke nok med det for der var en tendens til at jeg blev grøn når jeg slog bolden i nettet og det gjorde ondt langt op i næsen at tænke på, men jeg hostede ikke, og derfor spillede jeg bare videre som om intet var hændt.

Oplæsningsmedley #1

An Animal Escaped

Håbløst tilfælde

Hun er ikke som de andre piger. Hun går i udkanten af skoven, og hun er ikke som de andre piger. Hun er muligvis bevidst om det, muligvis ikke. Hun er indadvendt. Hun sukker, og hun stirrer. Hun har svært ved at få ord over læberne, og hun går altid med hænderne i lommerne, fordi hun fryser. Inde såvel som ude. Måske er hun køn, måske ikke. Det afhænger af, hvem der ser. Jeg ser hende ikke. Jeg lever et andet sted, men tænker ofte på hende, fordi jeg ved, at hun eksisterer. Jeg er født med en vished om det. Måske kommer vi til at mødes, måske gør vi ikke. Jeg tør ikke håbe. Men jeg gør det alligevel. Jeg håber det inderligt og siger det ikke til nogen. Man er et håbløst tilfælde, hvis man håber for meget. Det siger min lærer. Han hverken håber eller tror. Han arbejder derimod for føden og forsøger at lære os at gøre det samme. Jeg bliver aldrig som ham. Det er sikkert som den sten, hun nu snubler over i udkanten af skoven. Se dig for, råber hendes klassekammerater, og hun forsøger at smile, som om det er morsomt, at hun er klodset. Men det er det ikke. Det er snarere tragisk, og det ved hun. Derfor smiler hun falsk. Derfor er det en kraftanstrengelse at smile, og derfor har hun ingen venner. Når hun er alene, kan hun sagtens smile. Da er det det letteste i verden, men hun forbyder sig selv at gøre det, fordi det må se underligt ud. Man bør ikke smile for sig selv. I hvert fald ikke så saligt, som jeg gør det, når jeg tænker på, hvor håbløst et tilfælde jeg er.

Hr. Grungo bryder sig ikke om sit navn

Phoenix, Arizona

Her vinder jeg endnu en kick-the-can-contest (over mig selv).

Jeg er en pige, på 12 år og jeg hedder Matilde. Min mor hedder Maren og min far hedder Søren. De komme begge to fra Gedser ligesom mig. Engang så jeg en fugl flyve over vores have med noget i næbbet. Mor sagde at det nok var en orm den havde fanget, men jeg synes det glimtede og så kan det jo ikke have været en orm. Nogen dage efter fandt jeg også en ring ude på vejen og jeg tror det må være fuglen som har tabt den. Mor siger at jeg godt må beholde ringen hvis der ikke er nogen som kommer og spør efter den men jeg vil hellere have at vide hvem det er som ejer den. Så hvis du kender en som har tabt en ring i Gedser så kan du sige til dem at de godt må ringe til mig. De skal kunne fortælle mig hvordan ringen ser ud og hvad for nogen bogstaver, der står på den. Der står nemlig nogen bogstaver på den som jeg tror kan være forbogstaverne på den som har haft ringen før.

Hilsen Matilde

Berlin

Passager #19

…fuck it, I say. If I don’t make it, I don’t make it. The plane is gonna leave in five minutes and I bet they’re already calling my name in the airport: “Mr. Thomas Johnson to Gate 9 immediately, Mr. Thomas Johnson to Gate 9 immediately.” Once I would have been terrified of missing a plane but now the thought suits me fine. It makes me feel like a criminal in a movie or something. Cynical as hell. If I ever were to star in a movie it should be in a movie about plane crashes. Ha, ha. I know it – I’m not very good at sounding cynical. My laugh isn’t nearly terrifying enough. But maybe I could practice and get better? Like an actor. Aw, no – who am I kidding – I suck at acting and it only brings up bad memories to even think about it. Me in high school. Me at an audition for a play. Laughing director, laughing school mates and laughing headmaster. I didn’t know you were supposed to sing. I did it, though. I should be proud of myself but somehow it’s not possible when I keep visualizing all those laughing faces. Maybe that’s where it all went wrong. The feeling I got almost drove me to suicide. I swear it did. Later that same night I stood in a dark alley and kept knocking my head against a brick wall. Got some bad scars and mom wouldn’t believe it when I told her I crashed on my bike. At first she wouldn’t, that is. When I kept denying that there was some other cause she insisted that I’d get a helmet and never ride without it. Fuck me. Those weren’t the days when young boys on bikes wore helmets. I could just as well have bought myself a scarf. Anyway, I’m at the airport now. Should I run? It would be sort of stupid to not catch the plane. Stupid, stupid. But do I even wanna go home? Home to what? A lovely wife and a pair of nice children? I’m not a family man and I’m never gonna be a family man. I’d rather spend a week drowsing in an airport than go home right now. Still, I’m going. I’m gonna catch the fucking plane if I don’t stop walking right now! And there she is, the stewardess. Smiling. Not angry or anything. How am I doing? Fine, thank you mam. Here’s my ticket…

I Sverige (hvor jeg opfører min ødegård) falder sneen tidligt i år.

det er ikke dig / men dine børn / jeg begærer

Gader belagt med plastiske brosten
der deformeres i ilden -
ubrugelige som kasteskyts
når gamle Gud patruljerer.

Kbh d. 14/3/09

Han var en ældre herre, og han satte tomme flasker fast på min bagagebærer, mens jeg var inde i en butik. Hvorfor han gjorde det, ved jeg ikke, men jeg mistænker ham for at ville mystificere mig, hvilket lykkedes.

Krigserklæring

”For alt i verden må vi ikke glemme, hvem vi er!”, råbte han ud over folkemængden. ”Det betyder noget, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Ingen skal nogensinde fordrive os fra dette land, som vi har beboet siden tidernes morgen!” Der lød spredt hujen blandt demonstranterne, og enkelte begyndte at klappe. Ikke desto mindre fortsatte taleren uden ophold: ”Vi erklærer hermed krig mod immigranterne, og vi helmer ikke, før de alle som én har overgivet sig!” Disse ord medførte stormende jubel, og taleren opmuntrede til yderligere larm ved at hæve sine arme i takt med folkemængdens trampen. Der var ikke mere at sige, og han vidste det – nu gjaldt det bare om at komme ned af podiet i en fart og blive eskorteret væk, inden folk blev for ophidsede. Tre livvagter trådte frem fra deres positioner bag ham og fik skabt plads, så han kunne komme hen til sin bil. En anden taler indtog scenen, og samtidig begyndte et orkester at tage opstilling. De skulle spille en nyskrevet melodi, som siden gik hen og blev soldaternes slagsang i marken, men før de overhovedet kom i gang, var den første taler og leder af folket allerede kørt bort. Han skulle nå til et vigtigt diplomatisk møde og her forsøge at sikre sig støtte til sin etniske udrensning fra flere nabolande.

Amager Fælled

På indkøb

Jeg gik ind i indkøbscenteret og så en pige med blå øjne ligesom min mor, der kommer fra landet, hvor man dyrker jord og tager snus. Hun blev klemt mellem de automatiske skydedøre på vej ud og hylede chokeret op, da det skete. En butiksassistent kom ilende til fra blomsterforretningen og spurgte, om hun var kommet noget til. Det var hun ikke. Hun var bare blevet forskrækket. I en lille hælebar stod en mand af mellemøstligt udseende og nynnede en melodi, mens han reparerede et par sko. Jeg gik hen til ham og spurgte, hvad det dog var for en iørefaldende melodi, han kunne, men han forstod mig ikke og grinede bare af mig, da jeg slog opgivende ud med armene efter at have spurgt for tredje gang. Jeg gik videre ad den brede lineoleumsbelagte gang, der hed ”Rød Gade”, og så på butikkerne til højre og venstre med støt stigende undren. Hvem skulle have troet, at der lå både en frøhandler, en ludospecialist og en gavldekorator i indkøbscenteret, når man så det ude fra? Ikke jeg i hvert fald. Jeg troede, at det var et ganske almindeligt indkøbscenter og ville egentlig bare ind for at købe mig en ny hjelm, så jeg kunne lave mere halsbrækkende rullefald til hverdag. Til alt held fandtes der også en Sportmaster i centeret. Den var godt gemt, men jeg studerede et oversigtskort nøje og fandt den på under ti minutter, hvilket må siges at være godt klaret, når man betænker, at min mor er fra landet. Den lå stik øst for, hvor jeg stod, og det stillede ikke de store krav til mit indre kompas at komme derhen, men uha hvor var den dog lille og uha hvor var den dog beskidt. Skarnet formelig kravlede op ad væggene i butikken, og jeg måtte holde mig for næsen for overhovedet at kunne holde ud at være derinde. Akvarier med guldfisk fyldte det meste af butikken, og en kort overgang troede jeg, at jeg var gået forgæves. Men det var jeg heldigvis ikke. Da jeg spurgte ekspedienten bag den diminutive disk, viste det sig, at butikken havde et helt arsenal af hjelme på lager, og han hentede straks en skinnende blank og orange hjelm, som passede mig perfekt.

at være enig i. Han så på mig, først lidt forundret, så smilende og gav sig til at råbe: ”Løft mig, løft mig!”. Hvad jeg ikke havde begrebet var, at han stadig gøre op med arv og miljø på den måde, men det kerede jeg mig ikke om, fordi det føltes som en oprigtig trang, og jeg fortrød aldrig min beslutning om at drage bort, da jeg først havde truffet den. Min samvittighed kom hjem. Det syntes jeg lød ganske rimeligt, og eftersom hun aldrig havde løjet for mig før, så strejfede tanken om, at hun talte usandt nu, mig heller ikke. Jeg vinkede til hende fra Enkelte kørte endog over for rødt, og det fik mig til at spekulere på, om jeg havde fået forvildet mig ind i et område af sige hende imod, og derfor kom han til se mærkbart anderledes ud end sine kammerater. Ikke én af dem kunne finde på at møde op i skole uden at have sat håret. Hvad påklædning angik aura, som blændede mig. Måske kunne jeg med tiden lære at håndtere sådanne situationer køligt, men det havde lange udsigter, og jeg begyndte intenst at gruble over, hvad jeg kunne gøre, på vej bevægelser blev mere og mere febrilske Hun hed Louise Nilsson, og snart lød hendes navn over højtaleranlægget. Den kvindelige speaker gentog to gange, at hendes far ventede på hende ved informationskontoret, og sit skrivebord satte han sig og tog alt det grej frem, som han mente var nødvendigt. Foruden tegningerne og limen, som fulgte med flyverens dele i dens indpakningsæske, var dette en hammer, en skruetrækker, en sav og en boremaskine. Måske ville han ikke få brug for alle tingene skulle han være ærlig som en omgang backpacker bullshit, men for hende var det tydeligvis spændende på grænsen til det

Jeg er gået i barndom igen. Mor siger, at det er okay. Far er lidt mere forbeholden.

At jeg hilser på dig betyder ikke nødvendigvis, at jeg anerkender din eksistens.

Fodboldspiller

Vi drev omkring ved fodboldbanerne og vidste ikke, hvad vi skulle tage os til. En foreslog, at vi kunne hente en bold og sparke lidt på mål, men det var der ikke rigtig stemning for, og derfor blev det aldrig til noget. Det var længe siden, nogen af os havde spillet for alvor, og jeg tror de fleste af os var godt tilfredse med ikke at skulle gøre det igen. Ganske vist havde vi mødt hinanden og vores venskab var opstået via fodbolden, men når jeg tænker tilbage, så kunne jeg lige så godt have spillet badminton i stedet. Det betød ikke så meget for mig at vinde eller tabe, og jeg afskyede vores træner, som altid var efter mig, fordi jeg enten ikke løb eller afleverede godt nok. Han havde hurtigt set, at jeg var totalt blottet for talent og lod mig derfor konsekvent være andenvalg til en backposition. Af drengene på holdet var jeg nok den, der blev holdt mest udenfor og var lavest i hierarkiet, men jeg blev alligevel ved med at komme, fordi jeg følte en form for samhørighed med de andre reserver. De tog mig mere eller mindre modvilligt til sig, og vi blev ved med at holde sammen, selv om vi siden fik andre interesser og kun kom forbi fodboldbanerne, når vi ikke vidste, hvad vi ellers skulle tage os til.

Lissabon

På stationen i San Diego

Jeg sad på en bænk og spiste en chokoladebar af mærket Hershey’s. Æblejuice slukkede min tørst, og i min rygsæk lå endnu en Hershey’s, som jeg ville gemme til senere - til jeg engang var kommet til Mexico og havde fundet mig en anden bænk at sidde på. Nu ventede jeg på toget i San Diego, og der var tilsyneladende længe til, at det ankom, for jeg var den eneste, der sad på stationen og ventede. Det bekymrede mig dog ikke stort. Jeg havde ikke noget, jeg skulle nå, og hvis toget aldrig kom, så ville jeg ganske simpelt rejse mig og gå omkring i San Diego i stedet.

Jeg var opstemt over tilværelsen, som jeg ikke havde været det i årevis, og jeg ville omfavne dagen, hvis jeg kunne. Den var gul af sol. Gennem glastaget på stationen trængte den ned til mig og varmede min kuldskære krop med sine pulserende stråler. Jeg sagde det til mig selv - den varmer din kuldskære krop – og jeg sagde det højt, fordi jeg havde lyst. Det må have lydt underligt for en forbipasserende amerikaner. Men der var ingen forbipasserende amerikanere, da jeg sagde det, og derfor forestillede jeg mig bare, at der var det alligevel. Han kom hen til mig og spurgte: What is it you’re saying? Something about the sun? Please, sir, could you be so kind as to tell me? It sounded so exotic. Ved bemærkningen om det eksotiske begyndte jeg at le. Jeg kunne ikke lade være. Det var det sidste, jeg havde ventet, han ville sige, og fordi jeg lo, begyndte han også at le.