Fodboldspiller

Vi drev omkring ved fodboldbanerne og vidste ikke, hvad vi skulle tage os til. En foreslog, at vi kunne hente en bold og sparke lidt på mål, men det var der ikke rigtig stemning for, og derfor blev det aldrig til noget. Det var længe siden, nogen af os havde spillet for alvor, og jeg tror de fleste af os var godt tilfredse med ikke at skulle gøre det igen. Ganske vist havde vi mødt hinanden og vores venskab var opstået via fodbolden, men når jeg tænker tilbage, så kunne jeg lige så godt have spillet badminton i stedet. Det betød ikke så meget for mig at vinde eller tabe, og jeg afskyede vores træner, som altid var efter mig, fordi jeg enten ikke løb eller afleverede godt nok. Han havde hurtigt set, at jeg var totalt blottet for talent og lod mig derfor konsekvent være andenvalg til en backposition. Af drengene på holdet var jeg nok den, der blev holdt mest udenfor og var lavest i hierarkiet, men jeg blev alligevel ved med at komme, fordi jeg følte en form for samhørighed med de andre reserver. De tog mig mere eller mindre modvilligt til sig, og vi blev ved med at holde sammen, selv om vi siden fik andre interesser og kun kom forbi fodboldbanerne, når vi ikke vidste, hvad vi ellers skulle tage os til.