På stationen i San Diego

Jeg sad på en bænk og spiste en chokoladebar af mærket Hershey’s. Æblejuice slukkede min tørst, og i min rygsæk lå endnu en Hershey’s, som jeg ville gemme til senere - til jeg engang var kommet til Mexico og havde fundet mig en anden bænk at sidde på. Nu ventede jeg på toget i San Diego, og der var tilsyneladende længe til, at det ankom, for jeg var den eneste, der sad på stationen og ventede. Det bekymrede mig dog ikke stort. Jeg havde ikke noget, jeg skulle nå, og hvis toget aldrig kom, så ville jeg ganske simpelt rejse mig og gå omkring i San Diego i stedet.

Jeg var opstemt over tilværelsen, som jeg ikke havde været det i årevis, og jeg ville omfavne dagen, hvis jeg kunne. Den var gul af sol. Gennem glastaget på stationen trængte den ned til mig og varmede min kuldskære krop med sine pulserende stråler. Jeg sagde det til mig selv - den varmer din kuldskære krop – og jeg sagde det højt, fordi jeg havde lyst. Det må have lydt underligt for en forbipasserende amerikaner. Men der var ingen forbipasserende amerikanere, da jeg sagde det, og derfor forestillede jeg mig bare, at der var det alligevel. Han kom hen til mig og spurgte: What is it you’re saying? Something about the sun? Please, sir, could you be so kind as to tell me? It sounded so exotic. Ved bemærkningen om det eksotiske begyndte jeg at le. Jeg kunne ikke lade være. Det var det sidste, jeg havde ventet, han ville sige, og fordi jeg lo, begyndte han også at le.