På vej til metrostationen

På vej til metrostationen faldt jeg over en kantsten og slog mig. Jeg nåede akkurat at tage fra med armene, så jeg ikke knaldede hagen ned i fortovet, men mine håndflader og albuer fik jeg skrabet noget så frygteligt. Selv om jeg havde vanter og jakke på, fik jeg blodige sår, og især mine albuer gjorde ondt, da jeg forsøgte at rejse mig. En dame kom ilende til og spurgte, om jeg havde slået mig, men til at begynde med kunne jeg slet ikke svare – blot udstøde nogle uartikulerede lyde, der gjorde hende meget forfærdet. Pludselig råbte hun efter folk på den anden side af gaden og ville til at ringe efter en ambulance, hvilket jeg på ingen måde havde brug for. Jeg tænkte, at hun trods sine gode intentioner var til mere skade end gavn og fik med en kraftanstrengelse rejst mig, så hun kunne se, at jeg ikke var så slemt medtaget. Desværre blev jeg svimmel i samme øjeblik og begyndte at svaje, usikker på benene. Damen greb fat i mig for at holde mig oppe, men til det var hun ikke stærk nok, og derfor kom jeg til at trække hende med mig ned, da jeg lidt efter faldt igen. Hun skreg, som var hun ved at dø, og som om det ikke var nok, så landede jeg uheldigvis ovenpå hende med hele min vægt, hvilket slog luften ud af hende. Forhåbentlig har hun ikke brækket noget, var det eneste jeg kunne nå at tænke, men det var netop, hvad hun havde. Som det senere viste sig på skadestuen, havde hun brækket to ribben, mens jeg selv var sluppet med meget overfladiske skrammer.