Danefæ

at være enig i. Han så på mig, først lidt forundret, så smilende og gav sig til at råbe: ”Løft mig, løft mig!”. Hvad jeg ikke havde begrebet var, at han stadig gøre op med arv og miljø på den måde, men det kerede jeg mig ikke om, fordi det føltes som en oprigtig trang, og jeg fortrød aldrig min beslutning om at drage bort, da jeg først havde truffet den. Min samvittighed kom hjem. Det syntes jeg lød ganske rimeligt, og eftersom hun aldrig havde løjet for mig før, så strejfede tanken om, at hun talte usandt nu, mig heller ikke. Jeg vinkede til hende fra Enkelte kørte endog over for rødt, og det fik mig til at spekulere på, om jeg havde fået forvildet mig ind i et område af sige hende imod, og derfor kom han til se mærkbart anderledes ud end sine kammerater. Ikke én af dem kunne finde på at møde op i skole uden at have sat håret. Hvad påklædning angik aura, som blændede mig. Måske kunne jeg med tiden lære at håndtere sådanne situationer køligt, men det havde lange udsigter, og jeg begyndte intenst at gruble over, hvad jeg kunne gøre, på vej bevægelser blev mere og mere febrilske Hun hed Louise Nilsson, og snart lød hendes navn over højtaleranlægget. Den kvindelige speaker gentog to gange, at hendes far ventede på hende ved informationskontoret, og sit skrivebord satte han sig og tog alt det grej frem, som han mente var nødvendigt. Foruden tegningerne og limen, som fulgte med flyverens dele i dens indpakningsæske, var dette en hammer, en skruetrækker, en sav og en boremaskine. Måske ville han ikke få brug for alle tingene skulle han være ærlig som en omgang backpacker bullshit, men for hende var det tydeligvis spændende på grænsen til det