Krigserklæring

”For alt i verden må vi ikke glemme, hvem vi er!”, råbte han ud over folkemængden. ”Det betyder noget, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Ingen skal nogensinde fordrive os fra dette land, som vi har beboet siden tidernes morgen!” Der lød spredt hujen blandt demonstranterne, og enkelte begyndte at klappe. Ikke desto mindre fortsatte taleren uden ophold: ”Vi erklærer hermed krig mod immigranterne, og vi helmer ikke, før de alle som én har overgivet sig!” Disse ord medførte stormende jubel, og taleren opmuntrede til yderligere larm ved at hæve sine arme i takt med folkemængdens trampen. Der var ikke mere at sige, og han vidste det – nu gjaldt det bare om at komme ned af podiet i en fart og blive eskorteret væk, inden folk blev for ophidsede. Tre livvagter trådte frem fra deres positioner bag ham og fik skabt plads, så han kunne komme hen til sin bil. En anden taler indtog scenen, og samtidig begyndte et orkester at tage opstilling. De skulle spille en nyskrevet melodi, som siden gik hen og blev soldaternes slagsang i marken, men før de overhovedet kom i gang, var den første taler og leder af folket allerede kørt bort. Han skulle nå til et vigtigt diplomatisk møde og her forsøge at sikre sig støtte til sin etniske udrensning fra flere nabolande.