Håbløst tilfælde

Hun er ikke som de andre piger. Hun går i udkanten af skoven, og hun er ikke som de andre piger. Hun er muligvis bevidst om det, muligvis ikke. Hun er indadvendt. Hun sukker, og hun stirrer. Hun har svært ved at få ord over læberne, og hun går altid med hænderne i lommerne, fordi hun fryser. Inde såvel som ude. Måske er hun køn, måske ikke. Det afhænger af, hvem der ser. Jeg ser hende ikke. Jeg lever et andet sted, men tænker ofte på hende, fordi jeg ved, at hun eksisterer. Jeg er født med en vished om det. Måske kommer vi til at mødes, måske gør vi ikke. Jeg tør ikke håbe. Men jeg gør det alligevel. Jeg håber det inderligt og siger det ikke til nogen. Man er et håbløst tilfælde, hvis man håber for meget. Det siger min lærer. Han hverken håber eller tror. Han arbejder derimod for føden og forsøger at lære os at gøre det samme. Jeg bliver aldrig som ham. Det er sikkert som den sten, hun nu snubler over i udkanten af skoven. Se dig for, råber hendes klassekammerater, og hun forsøger at smile, som om det er morsomt, at hun er klodset. Men det er det ikke. Det er snarere tragisk, og det ved hun. Derfor smiler hun falsk. Derfor er det en kraftanstrengelse at smile, og derfor har hun ingen venner. Når hun er alene, kan hun sagtens smile. Da er det det letteste i verden, men hun forbyder sig selv at gøre det, fordi det må se underligt ud. Man bør ikke smile for sig selv. I hvert fald ikke så saligt, som jeg gør det, når jeg tænker på, hvor håbløst et tilfælde jeg er.