Et marked for martyrium.

Camouflageflag

Gibbernakker, grevinder og gas.

Jeg er en træt lille soldat.

Andreas, anerkendt anstandsdame og afmægtig europæer.

Andreas, Andreas, Andreas, Andreas.

Andreas, aftalen var, at du var mere arbejdsom.

Andreas, abemand fra Mars og akrobatisk aristokrat.

Andreas, talentløs lømmel og arbejdsom amagerkaner.

Andreas, gammel skøge skynder på sin kunde.

Det var en katastrofe. Michael og alle børnene fra min egen klasse legede sammen i ”Knasten”, når skoledagen var ovre. Men jeg måtte gå den lange vej til ”Dybet”, og der gik kun et par stykker fra min skole. Begge retarderede i en grad, så man slet ikke kunne tale med dem. Når jeg trådte ind på pædagogernes kontor for at melde min ankomst, blev jeg altid mødt af en røgsky og en drævende stemme, der sagde ”Wæ-ælkommen til, knægt.”

Det var Lone. Hun var chef på stedet, og når hun ikke var optaget af at ryge, yndede hun at kalde børnene til sig for at give dem kindheste og fortælle om dengang, hun stadig kunne gå. Dengang – før fedmen og sukkersygen slog kløerne i hende – havde hun rejst i hele Europa og gået på smarte caféer i storbyerne. Mænd havde opvartet hende, og filminstruktører havde givet hende deres visitkort.

Den generte journalist

Jeg lod som om jeg var i live.

Kys mig, sagde jeg i et øjebliks uregerlighed. Hun accepterede min anmodning
og sagde ikke mere. Det syntes jeg godt om. Nu kan det nok være
at der kom gang i løjerne – en eller anden debutant fra Springerkompagniet
var forsvundet, og man hidkaldte folk fra nær og fjern
for at lave en grundig eftersøgning.
Jeg blev først ringet op en måned senere, men det var da meget sjovt
sådan at få eksekveret dødsdommen.

Slædetur til Nordnorge

Jeg er et rustent søm i din røv.

Han tegner trekanter i luften -
fører bevis for sin egen dumhed
og slutter med en cirkel.

Snøftedød

Stevnsfort

Korruptionsbonede gulve.

Spiller guitar med sprukne fingerspidser.

Grankoglekrig

EM ’96

Der var fodbold i fjernsynet, og verden omkring mig forsvandt. Jeg var elleve år, og EM ’96 var begyndt. Bulgarien spillede mod Spanien i en af de indledende kampe, og jeg kan stadig huske, hvordan Hristo Stoichkov bragte Bulgarien foran på et straffespark, der tog indersiden af stolpen. Umanerligt heldig var han, selv om kommentatoren blev ved med at sige, at det var stensikkert sparket, og jeg blev næsten gal over, hvor lidt fornemmelse for spillet kommentatoren havde. ”Freudianer!”, skreg jeg, for det var det værste skældsord, jeg kendte, og jeg kendte ellers ikke så få.

Senere samme dag tog jeg over på boldbanerne med en kammerat, og da vi kun var to, startede vi med at sparke straffespark. Vi vedtog, at jeg var Bulgarien, mens Mikkel var Spanien, og vi mødtes nu i en altafgørende straffesparkskonkurrence som afslutning på en drøm af en EM-finale. ”Du starter”, sagde Mikkel højtideligt og sparkede bolden hen til mig, så jeg kunne lægge den til rette. Meget omhyggeligt placerede jeg den på pletten foran mål og trådte derefter tre skridt tilbage.

Nu gjaldt det, og jeg tænkte på, hvordan Stoichkov - Kongen af Bulgarien - havde stået og set på dommeren, inden han fik lov til at sparke. Fokuseret, kølig – med armene i siden og et par obligatoriske spytklatter flyvende ud af munden. Akkurat sådan gjorde jeg også, og da dommeren havde fløjtet, løb jeg frem mod bolden og sendte den med indersiden mod selvsamme målhjørne, som Stoichkov havde gjort det. Det var et godt spark.

Desværre havde Mikkel også set fodbold tidligere på dagen, og han kastede sig vildt til samme side, som bolden kom. Med en vanvittig redning fik han dirigeret bolden uden om mål, og jeg stivnede midt i det jubelbrøl, som jeg allerede var påbegyndt. ”Freudianer!”, skulle jeg lige til at udbryde, men så kom jeg i tanke om, at Mikkel ikke var opdraget af et par skolepsykologer og valgte derfor det mere moderate: ”Luder!”. Det var noget, han kunne forstå, og desuden lød det også mere som noget, Stoichkov ville udbryde.

PETER GIZZI

REVIVAL (Uddrag #5)

I was talking about rending, reading, rewriting
what is seen. Put the book down and look into the day.
I want an art that can say how I am feeling
if I am feeling blue sky unrolling a coronation rug
unto the bare toe of a peasant girl
with vague memories of Jeanne d’Arc,
or that transformation in Cinderella.
Where is your mother today?
I think of you, soft skin against soot.
How much has the world turned
since you were a girl in Troy?
In these parts both widow and banker are diminished,
something outside the town defeated them.
In these parts neither possessed their life.

PETER GIZZI

GENOPLIVELSE (Uddrag #5)

Jeg talte om at sønderrive, læse, genskrive
hvad der ses. Læg bogen ned og se ind i dagen.
Jeg vil have en kunst der kan sige hvordan jeg føler
hvis jeg føler blå himmel og ruller et kroningstæppe ud
for den bare tå af en bondepige
med vage mindelser om Jeanne d’Arc,
eller den forvandling i Askepot.
Hvor er din mor i dag?
Jeg tænker på dig, blød hud mod sod.
Hvor meget er verden drejet
siden du var en pige i Troja?
I disse egne er både enke og bankdirektør blevet mindre,
noget uden for byen besejrede dem.
I disse egne besad ingen af dem deres liv.

PETER GIZZI

REVIVAL (Uddrag #4)

Plays. Airs. Stars. To sing a song of industry,
having forgotten Monte Clift was beaten
for reading Ulysses. It’s dark in a theater,
hoping to say never return to the moment
of return, as a hollow ring from Apollo 13
sinks back to burn into the atmosphere
which made it, huh? How come all the best thoughts
are images? How come all the best images
are uncanny? What’s the use of The Compleat Angler
searching for effects at the bottom of a lake
next to a shoe slick with algae, at the base of a cliff
with pine needles and a rotting log?

PETER GIZZI

GENOPLIVELSE (Uddrag #4)

Spiller. Udsender. Medvirker. At synge en industriens sang,
og have glemt at Monte Clift blev banket
for at læse Ulysses. Det er mørkt i en biograf,
i håb om at sige vend aldrig tilbage til øjeblikket
af tilbagevenden, idet en hul ring fra Apollo 13
synker tilbage for at brænde op i atmosfæren
som skabte den, hva’? Hvordan kan det være at alle de bedste tanker
er billeder? Hvordan kan det være at alle de bedste billeder
er uhyggelige? Til hvad nytte er The Compleat Angler
der søger efter effekter på bunden af sø
ved siden af en sko glat med alger, ved foden af en klippe
med fyrrenåle og en rådnende kævle?

PETER GIZZI

REVIVAL (Uddrag #3)

On this day in history the first antelope was born,
remember The Yearling, like that,
but the footage distressed, handheld.
A hard, closed, linear world at the edge
of caricature, no memory now of the New Science
or The Origin of the Species.
It’s good to feel hunted in America.
To be the son of a large man who rose out of depression
and the middle world war, poverty and race
to loom in mid-sixties industrial American air,
survived classic notions of the atom,
to think to be. The official story walks
down the street, enters bars and cafés.

PETER GIZZI

GENOPLIVELSE (Uddrag #3)

På denne dag i historien blev den første antilope født,
husk på The Yearling, som den,
men billederne rystede, håndholdte.
En hård, lukket, lineær verden på kanten
af karikatur, ingen erindring nu om the New Science
eller The Origin of the Species.
Det er godt at føle sig jaget i Amerika.
At være sønnen af en stor mand som rejste sig fra depression
og den midterste verdenskrig, fattigdom og race
at dukke frem i midt-tressernes industrielle amerikanske luft,
bevarede klassiske forestillinger om atomet,
at tænke at være. Den officielle historie går
ned ad gaden, træder ind på barer og caféer.

Taxatur

”Perker!”, nærmest skreg han, ”Det er sgu da ikke noget låneord!” ”Nå, det troede jeg ellers.”, sagde jeg og kiggede distræt ud af sideruden. Jeg fattede ikke, at man kunne gå så højt op i den slags, men det var der altså nogen, der gjorde.

Jeg skulle aldrig have tændt for radioen, tænkte jeg, mens vi holdt for rødt i noget, der mindede om en uendelighed. På et tidspunkt gjorde jeg mine til at slukke igen, men i det samme greb min kunde mig om håndleddet og sagde: ”Du vover på at slukke nu.”

Der er intet som en låneordsquiz på radioen. Det kan virkelig bringe sindene i kog, og måske mest af alt fordi der ikke rigtig er nogen, som ved, hvad et låneord er. Jeg gør i hvert fald ikke, og at dømme ud fra, hvor heftigt der blev diskuteret i studiet, så gør de fleste andre heller ikke.

Det turde jeg dog ikke sige til min kunde. Han sad med øret nede ved den ene højtaler og så helt anspændt ud i ansigtet. Jeg kørte lidt voldsomt frem, så han stødte panden ned i frontpanelet, men det lod han sig ikke mærke med. ”Undskyld.”, mumlede jeg, ”Det var ikke med vilje.”

Efter hvert spørgsmål, der blev stillet, kunne folk ringe ind, og ventetiden blev fordrevet med et stykke musik. For det meste en eller anden anstrengende popsang, som jeg nynnede med på, hvilket tilsyneladende var til stor irritation for min kunde. ”Kæft!”, udbrød han, idet popsangen sluttede.

”Kæft!” lød det fra radioen, og jeg skævede mistroisk ned til den. Dernæst kiggede jeg hen på min kunde, som var ligbleg. En mobiltelefon, som han åbenbart havde haft i sin højre hånd, faldt ned i bunden af bilen med en dump lyd. Febrilsk forsøgte han at samle den op, men da var det allerede for sent: ”Det er desværre forkert.”, sagde studieværten.

Fuck metapoesi.

Kærlig hilsen

PETER GIZZI

REVIVAL (Uddrag #2)

I never once thought of Alfred Deller
or Kathleen Ferrier singing Kindertotenlieder.
It’s good to be lost among pillars of grass.
I never once thought of My Last Duchess
or the Pines of Rome. Isn’t it great here
just now dying along with azaleas, trilliums,
myrtle, viburnums, daffodils, blue phlox?
It’s good to be a ghost in America,
light flooding in at this moment
of never coming back to the same person
who knew certain things, certain people,
shafts of life entering a kitchen
at the end of an age of never coming back now.
To hear reports on the radio,
something about speed, they say, accelerated history.
It’s good to share molecular chasm with a friend.
I never once reached for Heisenberg
or The Fall of the Roman Empire.

PETER GIZZI

GENOPLIVELSE (Uddrag #2)

Jeg tænkte ikke en eneste gang på Alfred Deller
eller Kathleen Ferrier der sang Kindertotenlieder.
Det er godt at være fortabt mellem søjler af græs.
Jeg tænkte ikke en eneste gang på My Last Duchess
eller the Pines of Rome. Er det ikke skønt
just nu at dø sammen med azaleaer, trillium,
myrte, viburnum, påskeliljer, blå floks?
Det er godt at være et genfærd i Amerika,
lys flyder ind i dette øjeblik
af aldrig at komme tilbage til den samme person
som kendte visse ting, visse folk,
stråler af liv trænger ind i et køkken
ved enden på en tid af aldrig at komme tilbage nu.
At høre reportager på radioen,
noget med fart, siger de, accelererede historien.
Det er godt at dele molekylær afgrund med en ven.
Jeg rakte ikke en eneste gang ud efter Heisenberg
eller The Fall of the Roman Empire.

PETER GIZZI

REVIVAL (Uddrag)

for Gregory Corso (1930-2001)

It’s good to be dead in America
with the movies, curtains and drift,
the muzak in the theater.
It’s good to be in a theater waiting
for The Best Years of Our Lives to begin.
Our first night back, we’re here
entertaining a hunch our plane did crash
somewhere over the Rockies, luggage
and manuscripts scattered, charred fragments
attempting to survive the fatal draft.
To be dead in America at the movies
distracted by preview music in dimming lights.

PETER GIZZI

GENOPLIVELSE (Uddrag)

til Gregory Corso (1930-2001)

Det er godt at være død i Amerika
med filmene, forhæng og gliden,
muzakken i biografen.
Det er godt at være i en biograf og vente
på at The Best Years of Our Lives skal begynde.
Vores første aften tilbage, vi er her
og nærer en anelse vores fly styrtede faktisk
et sted over The Rockies, bagage
og manuskripter spredt, forkullede fragmenter
i forsøg på at overleve den fatale værnepligt.
At være død i Amerika i biografen
distraheret af forfilmsmusik i lys der dæmpes.

Humørbarometeret

Hermann havde et barometer, og det målte menneskers humør. Eftersom han boede alene og havde gjort det i mange år, var det dog ikke særlig nyttigt, for Hermann var stort set altid så nedtrykt, at hans humør ikke kunne måles. Opfinderen af humørbarometeret havde simpelthen ikke regnet med, at det var menneskeligt muligt at blive så nedtrykt, som Hermann var. Han sad for det meste i en lænestol og kiggede frem for sig. Nogen gange sukkede han, andre gange gabte han, men meget mere gjorde han ikke, bortset fra at ryge cigaretter naturligvis. Hermann røg som en skorsten, og det var hans eneste lise i livet. Med sine nikotingule fingre førte han den ene cigaret efter den anden op til munden, og for afvekslingens skyld forsøgte han en enkelt gang også at ryge igennem næsen, men det var ikke nogen succes. Det fik ham til at hoste helt ustyrligt, og hvis nogen havde set ham, ville de omgående have ringet efter en ambulance. Men ingen så ham, og det var han glad for. Eller – ”glad” er måske ikke det rigtige ord – det var han snarere taknemlig for. Han ønskede hverken at se eller høre andre mennesker i sin nærhed, om det så gjaldt hans liv. Engang havde det været anderledes. Engang havde Hermann været ung og smuk, omgængelig og livsglad, men så mødte han en kvinde, som besnærede ham, og hun var ikke så lidt af en heks. ”Spiritist” kaldte hun sig selv, hvilket er det samme, pænere udtrykt. Hun stod i forbindelse med indtil flere afdøde videnskabsmænd, og det var måske ikke så overraskende, at hun en dag forlod Hermann til fordel for en af dem, men det kom alligevel som et umådeligt stort slag for Hermann. Han gik helt i sort – så sort, at han end ikke kunne se det sjove i, at videnskabsmanden, som hans store kærlighed havde forladt ham for, også var opfinderen af humørbarometeret.

Den sørgmodige chef

Man anlægger golfbaner
for at slå med køller
og plante flag.

PETER GIZZI

PETER GIZZI

Udeordning

Det ringede til frikvarter, og pga. dårlig opførsel var vi tvunget til at opholde os udendørs, så længe det varede. ”Udeordning” kaldte vores lærer det, og alt efter årstiden var det en mere eller mindre hård straf. Tænkte man sig om, nøjedes man med at smadre lamper om foråret, men uheldigvis var der nogen i vores klasse, som ikke havde den evne. De smadrede lamper hele året rundt, og med vanlig mangel på retfærdighedssans havde vores lærer idømt alle drengene i klassen udeordning, selv om det kun var Alexander og Robert, der havde været nogle vandaler. Under højlydte protester marcherede drengene nu ud i det våde og kolde novembervejr, mens pigerne blev inde og skændtes om, hvorvidt det var det ene eller det andet boyband, der var ”hottest”.

Jeg talte med Morten på vej ned ad trappen, og han sagde, at han havde en plan for, hvordan vi hurtigt kunne komme ind igen, uden nogen så det. ”Hvad går den ud på?”, spurgte jeg lidt skeptisk. ”Menneskesmugling.”, sagde han, ”Jeg forklarer det, når vi er kommet ned i gården.” Naturligvis vidste jeg, at Morten var typen, der havde set lidt for meget ”MacGyver”, og at hans plan kun kunne ende galt, men alligevel lyttede jeg interesseret, da vi var kommet ned under det hullede halvtag, hvor der umiskendeligt stank af urin. ”Vi får Henning til at aflede gårdvagtens opmærksomhed.”, begyndte han, ”Og så kravler vi op ad nedløbsrøret.”

Jeg skævede hen til det rustne nedløbsrør. ”Det går aldrig.”, sagde jeg, ”Selv hvis vi når op til vinduerne, så lukker pigerne os ikke ind.” Det grundede Morten lidt over. Hans ansigt blev ligesom formørket af, at jeg havde spoleret hans plan, men snart lyste han igen op i et stort smil. ”Vi kan også lægge fælder for gartneren.”, udbrød han. Det var en god ide. Uomtvisteligt. Med det samme så jeg for mig, hvordan sten faldt ned fra træerne, grene svirpede og huller åbnede sig under et dække af blade. Gartneren havde engang jaget mig ud af et buskads med en rive, men nu skulle han få betalt.

Det skal smælde som badmintonslag i en betonhal.

Ethvert barn ved, at psoriasis smitter.

Til døden mig skiller

”Ikke så meget sniksnak.” ”Sniksnak?” ”Ja, sniksnak.” ”Hvad mener du med det?” ”At du vrøvler.” ”Hvorfor?” ”Fordi du siger, at du ikke kan løse dine matematikopgaver.” ”Men det kan jeg jo ikke!” ”Jo, du kan.” ”Nej, det er jo derfor, jeg spørger dig.” ”Sæt dig ned og koncentrer dig, så går det nok.” ”Men jeg har siddet og svedt over dem i tre timer! Hvorfor kan du ikke bare hjælpe mig?” ”Fordi jeg er træt. Jeg har været på arbejde hele dagen, og jeg orker ikke at skulle sidde og regne lige nu.” ”Men senere så? Jeg skal aflevere i morgen og har kun i aften til at få opgaverne færdige!” ”Måske. Du må lære at være lidt mere forudseende, dreng. Hvis jeg skal hjælpe dig, nytter det ikke, at du kommer dagen før med det.”

Stammerens sidste ord

Passager #18

…sad i flyet og tænkte over tingene. Der var ikke nok benplads. Det var det første, jeg tænkte på. Dernæst tænkte jeg på, om ikke passageren foran mig kunne rejse sit sæde en smule, men jeg var for genert til at spørge og lod det derfor blive ved tanken. Armlænet ved min højre side var optaget af en læsende, midaldrende kvinde, og det gjorde mig næsten arrig, for jeg fik ondt i ryggen af at sidde med højre arm ned langs siden. Desværre havde hun lige så meget ret til at bruge armlænet, som jeg havde, så selv hvis jeg havde haft mod til at bede hende flytte sin arm, tror jeg næppe, at jeg havde gjort det. I stedet fandt jeg min MP3-afspiller frem. Den plejer altid at kunne hjælpe på mit humør, fordi den indeholder mange sange, som jeg værdsætter. ”Roxanne” med The Police fx. Den havde jeg i sinde at lytte til, men kort efter at jeg havde fået høretelefonerne på og tændt for afspilleren, opgav jeg mit forehavende. Flyets motorer larmede simpelthen for meget, til at jeg kunne høre musik. Altså måtte jeg finde på noget andet. En kort overgang overvejede jeg at hente en bog fra min bagage, der lå i bagagekabinen over sæderne, men det opgav jeg også. Mest fordi jeg hader at læse. Det er så anstrengende, og gør jeg det en sjælden gang, så skal jeg helst kunne ligge ned imens. Ellers bliver jeg bare for irritabel og taber koncentrationen. På den modsatte side af flyets midtergang sad en ældre mand. Han fangede mit øje, fordi han pillede næse på så indiskret en måde, at jeg aldrig havde set mage. Jeg var lige ved at rejse mig og råbe ad ham. Mine indvolde snørede sig sammen ved synet, og havde jeg haft en faldskærm på, så var jeg formentlig...

Nedlagt forlystelsespark

Søndag eftermiddag gik jeg mig en tur i Kongens Have. Det var en solbeskinnet dag, og jeg nød den i fulde drag, indtil en tiger kom ludende ud af et buskads. Den standsede på stien foran mig, og først tænkte jeg, at den ikke var farlig – det kunne den umuligt være på disse breddegrader – men så viste den mig sine tænder, og det overbeviste mig om, at den absolut ikke var nogen papirtiger. Snarere var den en gammel og forbitret han, som var undsluppet den zoologiske have, og som nu ville have hævn over menneskeheden for et helt livs fangenskab. Menneskeheden, som jeg var en udmærket repræsentant for…

Jeg fejler kun forsætligt.

Man kan ikke danse i andres påsyn.