Danefæ

Det var en katastrofe. Michael og alle børnene fra min egen klasse legede sammen i ”Knasten”, når skoledagen var ovre. Men jeg måtte gå den lange vej til ”Dybet”, og der gik kun et par stykker fra min skole. Begge retarderede i en grad, så man slet ikke kunne tale med dem. Når jeg trådte ind på pædagogernes kontor for at melde min ankomst, blev jeg altid mødt af en røgsky og en drævende stemme, der sagde ”Wæ-ælkommen til, knægt.”

Det var Lone. Hun var chef på stedet, og når hun ikke var optaget af at ryge, yndede hun at kalde børnene til sig for at give dem kindheste og fortælle om dengang, hun stadig kunne gå. Dengang – før fedmen og sukkersygen slog kløerne i hende – havde hun rejst i hele Europa og gået på smarte caféer i storbyerne. Mænd havde opvartet hende, og filminstruktører havde givet hende deres visitkort.