Taxatur

”Perker!”, nærmest skreg han, ”Det er sgu da ikke noget låneord!” ”Nå, det troede jeg ellers.”, sagde jeg og kiggede distræt ud af sideruden. Jeg fattede ikke, at man kunne gå så højt op i den slags, men det var der altså nogen, der gjorde.

Jeg skulle aldrig have tændt for radioen, tænkte jeg, mens vi holdt for rødt i noget, der mindede om en uendelighed. På et tidspunkt gjorde jeg mine til at slukke igen, men i det samme greb min kunde mig om håndleddet og sagde: ”Du vover på at slukke nu.”

Der er intet som en låneordsquiz på radioen. Det kan virkelig bringe sindene i kog, og måske mest af alt fordi der ikke rigtig er nogen, som ved, hvad et låneord er. Jeg gør i hvert fald ikke, og at dømme ud fra, hvor heftigt der blev diskuteret i studiet, så gør de fleste andre heller ikke.

Det turde jeg dog ikke sige til min kunde. Han sad med øret nede ved den ene højtaler og så helt anspændt ud i ansigtet. Jeg kørte lidt voldsomt frem, så han stødte panden ned i frontpanelet, men det lod han sig ikke mærke med. ”Undskyld.”, mumlede jeg, ”Det var ikke med vilje.”

Efter hvert spørgsmål, der blev stillet, kunne folk ringe ind, og ventetiden blev fordrevet med et stykke musik. For det meste en eller anden anstrengende popsang, som jeg nynnede med på, hvilket tilsyneladende var til stor irritation for min kunde. ”Kæft!”, udbrød han, idet popsangen sluttede.

”Kæft!” lød det fra radioen, og jeg skævede mistroisk ned til den. Dernæst kiggede jeg hen på min kunde, som var ligbleg. En mobiltelefon, som han åbenbart havde haft i sin højre hånd, faldt ned i bunden af bilen med en dump lyd. Febrilsk forsøgte han at samle den op, men da var det allerede for sent: ”Det er desværre forkert.”, sagde studieværten.