Min tavse menighed

Der er altid nogen, der følger mig, uanset hvor jeg går hen. Det er ikke noget, jeg har bedt dem om, og det er noget, jeg sagtens kunne leve foruden, men efterhånden er jeg blevet så vant til, at de følger mig, at jeg faktisk er begyndt at værdsætte deres tilstedeværelse. Jeg kan ikke huske præcis, hvornår det startede, men jeg vil tro, at det rundt regnet er tyve år siden, og selv om der har været en del udskiftning i årenes løb, så har gruppens størrelse aldrig været svundet ind til mindre end fem personer. For tiden er det en gruppe på syv personer, der følger mig, og de er vidne til alt, hvad jeg foretager mig bortset fra mine toiletbesøg, for dem har jeg altid gjort en dyd ud af at holde private. Når jeg skal på toilettet, plejer gruppen at vente pænt udenfor, og det tror jeg ikke, at de har det mindste imod, men jeg kan ikke vide det med sikkerhed, eftersom der aldrig er nogen i gruppen, der siger noget. Alle forholder sig tavse, og jeg har for længst opgivet håbet om at få nogen af dem i tale. Det er som om de alle sammen har svoret en ed om, at de aldrig mere vil mæle et ord, og af samme årsag har jeg aldrig fundet ud af, hvorfor de har besluttet sig for netop at følge mig. Jeg har spekuleret længe over dette spørgsmål, men er ikke nået frem til nogen tilfredsstillende forklaring, og mit bedste bud er, at de ganske enkelt har udset sig en person, som de ikke tror, det generer at have selskab hele tiden. En rolig og ganske almindelig person, der tager tingene, som de kommer.