Fasanjagt

Vi tog ud i skoven for at fange fasaner, og vi håbede, at der ville være en masse. Fra nær og fjern hørte vi dem kalde til hinanden, men der gik alligevel en rum tid, før vi fik øje på én. Den kom rendende ud fra et buskads og var væk lige så hurtigt, som vi kunne nå at blinke. ”Det var pokkers”, sagde min kammerat, der ikke var vant til at gå jagt. ”Man skal søreme være hurtig for at fange dem”. ”Ja”, sagde jeg, ”Det skal man”. Ikke desto mindre så gik den næste fasan, vi så, ganske fredsommeligt på stien foran os, og den lod ikke til at have bemærket, hvordan vi langsomt sneg os nærmere. Ikke før lige til sidst, hvor jeg skulle til at gribe ud efter den i hvert fald. Da satte den af sted i et hyl og lod sig ikke fange. ”Det var pokkers”, sagde min kammerat igen, og jeg gjorde noget lignende. Jeg udtrykte min ærgrelse ved at bande og svovle så groft, at det ikke bør gengives. Dernæst tog vi hjem.

Mod et ukendt mål

Der var ikke så mange mennesker på gaderne den aften, og det bekom mig vel. Jeg havde ikke lyst til at træffe nogen jeg kendte, men brug for bare at gå, gå, gå. Det var køligt udenfor, og jeg havde stukket hænderne i lommerne på mine jeans, fordi jeg altid har været en særdeles kuldskær person. Andre ville nok bare have gået, som de plejede – afslappede og med deres naturlige kropsholdning, men jeg, jeg gik let fremoverbøjet, sammenbidt, og skuttede mig. Du skulle have set mig. Du ville have tænkt, at jeg var legemliggørelsen af utilnærmelighed, og du vil have haft så grueligt ret. Med andre ord så lignede jeg noget, der gik omkring i et voldsplaget kvarter og konstant var på vagt overfor sine medmennesker. Én, der forventede det værste, og som selv indeholdt det værste.

Jeg kerede mig ikke om, hvilken vej jeg gik. For min skyld kunne jeg ende hvor som helst, og det betød ikke noget for mig, om jeg ville være i stand til at finde hjem igen. Den tid, den sorg, tænkte jeg og spyttede for at give disse ord en form for eftertryk, ikke af gammel vane - det forekommer mig ucharmerende at gå og spytte på gaden. Ved et fodgængerfelt standsede jeg og løftede blikket en smule. Månen var naturligvis fremme og dens lys grelt, som det plejede. Grelt som lyset på hudklinikken, jeg frekventerede, og grelt som sollyset om dagen. Det var ikke til at holde ud. Så jeg sænkede blikket igen og ventede med indestængt raseri på, at trafiklyset skiftede til grønt. Det gjorde det omsider, og jeg genoptog min vandring mod et ukendt mål, der aldrig blev nået.

Passager #24

… der var mange mennesker i lufthavnen, og jeg kunne ikke finde den terminal, som mit fly skulle lette fra. Ganske vist havde jeg god tid til at finde den, men det stressede mig, at der var så meget larm og virak omkring mig. Jeg skulle tilmed på toilettet, og så længe jeg skulle det, kunne jeg ikke tage det roligt. Min blære var ved at sprænges, og min plan om at finde terminalen, før jeg gik på toilettet, måtte jeg snart forkaste. Det ærgrede mig. Jeg skal ikke kunne sige dig hvorfor, men det ærgrede mig altså, og det var heldigt, at der ikke kom nogen og spurgte mig om noget på det tidspunkt, for så havde jeg sikkert bidt dem af med et ubehøvlet svar. Hvilket jeg senere ville have fortrudt, og som ville have sat en lavine af dårlig samvittighed i gang. Sådan går det nemlig ofte, når jeg fortryder noget – så vækker det mindelser om alle de andre ting, jeg fortryder, og gør dem akkurat lige så pinefulde, som hvis jeg uforvarende var kommet til at slå et barn ihjel. Intet mindre. Jeg er næsten ikke i stand til at differentiere mellem dumhederne, jeg har begået, og derfor må jeg konstant være på vagt overfor mig selv for ikke at komme til at begå selv den mest ubetydelige af slagsen. Den kommer nemlig til at nage mig i en grad, der bestemt ikke er ubetydelig, og ofte tænker jeg, at det ville være bedre, om jeg slet ikke levede. Men så igen – det giver mig også dårlig samvittighed at tænke sådan, for hvilken sorg ville det ikke påføre mine pårørende, hvis jeg begik selvmord? En stor og uovervindelig sorg, som jeg ikke kan være bekendt…