Baton Rouge

Der var tre timer til, at min bus kom, og jeg havde ikke i sinde at blive siddende på busstationen indtil da. Klokken var 7 om morgenen i Baton Rouge, og jeg var hundesulten efter en nats kørsel, hvor jeg kun havde spist en chokoladebar og drukket lidt juice. Oven i købet var jeg temmelig mørbanket, fordi jeg havde sovet elendigt i bussen, men alligevel var jeg i en sært opløftet sindsstemning og havde følelsen af, at intet kunne slå mig ud. Jeg fik fat på min bagage og besluttede mig for at gå ud og lede efter et spisested, der havde åbent og forhåbentlig serverede pandekager. Jeg ved ikke, hvad det var med de pandekager, men tanken om dem var pludselig slået ned i mig, og nu kunne jeg simpelthen ikke få dem ud af hovedet igen: Pandekager. Kaffe og pandekager. Det var, hvad jeg havde brug for.

Jeg kunne lide at være vågen i den tidlige morgenstund, før gaderne blev alt for befærdede. Det gav mig følelsen af at være privilegeret – af at opleve noget, som andre gik glip af – og jeg nød desuden den kølige luft, som jeg gik rundt i, efter at have været buret inde i en lummer bus hele natten. Jeg havde ikke noget kort over byen med mig, da jeg forlod busstationen, og derfor var det nødvendigt for mig hele tiden at have en nogenlunde fornemmelse af, hvor langt og i hvilken retning jeg havde bevæget mig. Hver gang jeg drejede ind på en ny gade, forsøgte jeg at memorere dens navn, men det var jeg ikke synderligt god til, og jeg opgav det snart.

Lys

Lyset er så ulideligt skarpt i dag. Det trænger igennem alt, og jeg kan ikke finde noget sted at sove. Uanset hvor jeg lægger mig er der for lyst til, at jeg kan falde i søvn, og det er ødelæggende for mit helbred. Jeg har brug for søvn i løbet af dagen, men får det nok ikke i dag, og jeg frygter for, at mørket slet ikke falder på, når solen går ned. Det er som om en forbandelse har ramt mig, og jeg er dømt til at være evigt vågen i det ulideligt skarpe lys. Kunne jeg sove, ville alting blive bedre, og jeg ville være i stand til at tænke klart i mine vågne timer, men nu melder trætheden sig, og den kan ikke afhjælpes i dette lys – den spolerer enhver påbegyndt tankerække og får mig til at synke sammen i min lænestol. Fra lænestolen kan jeg se lyset trænge ind gennem de mørke gardiner, som jeg har trukket for mine stuevinduer. Jeg kan høre fuglenes sang, og jeg kan høre bilernes brummen, når de passerer mit hus, men jeg kan ikke rejse mig for at hente kaffen, som jeg satte over for lidt siden. Jeg kan lade blikket vandre, men ellers er min krop blevet helt immobil, og jeg ved, at der ikke kommer nogen på besøg før i morgen, så jeg har en lang nat i vente. Plejeren vil nok finde mig med savl i mundvigene, skidt i bukserne og en mere end gusten farve i ansigtet, men alligevel vil hun smile sit sædvanlige smil og lade som om, at intet er så slemt, som det rent faktisk er.

Trespasser

Jeg ville egentlig være drejet til venstre for enden af gaden, men jeg drejede til højre, fordi jeg pludselig ombestemte mig og følte, at det næsten ville være at forbryde sig mod de højere magter at dreje til venstre. Det kommer nogen gange over mig, når jeg er ude at gå, at jeg må og skal én bestemt vej, selv om jeg ikke aner, hvor den fører hen, og derfor havner jeg undertiden de besynderligste steder uden at kunne give en fornuftig forklaring på, hvad jeg har at gøre der.

Anton

Du skal ikke regne med, at der kommer nogen og henter dig i dag, sagde pædagogen til den lille Anton. Anton så med sine brune øjne på pædagogen, der lagde en hånd på hans skulder, og spurgte så: Men hvorfor ikke? Er far død? Nej, nej, forsikrede pædagogen, han er bare blevet forhindret, og derfor skal du gå alene hjem. Alene hjem? måbede Anton, Det siger mor, at jeg ikke må. Ja, men din mor og far er skilt, Anton, og i dag er det din far, der har dig. Han har ringet og sagt, at du bare skal gå lige hjem klokken fem og finde jeres nøgle under dørmåtten. Den ved du godt, hvor er, ikke Anton? Ne-ej, stammede Anton, selv om han udmærket godt vidste, hvor den var. Gør du ikke? sagde pædagogen forbløffet. Det sagde din far ellers, at du godt vidste. Anton, du står ikke og lyver, vel? Anton fingererede ved snorene i sine joggingbukser og så ned. Ne-ej, gentog han spagt, jeg ved det ikke. Anton, kig på mig. Ved du det, eller ved du det ikke? Det er vigtigt, at du fortæller mig det. Der gik lang tid, før Anton så op. Han stod underligt uroligt og rokkede frem og tilbage, mens han trak i sine buksesnore. Da han endelig så op, havde han tårer i øjnene, og hans jeg vil ikke gå alene hjem blev næsten kvalt i gråd. Så-så, sagde pædagogen og gav ham et klem, det er ikke så slemt, det skal du da nok klare, sådan en stor dreng som dig. Anton gemte sit ansigt ved pædagogens skulder og græd næsten lydløst. Han ville ikke have, at de andre børn skulle se ham, men nogen af pigerne fra hans parallelklasse havde allerede fået øje på ham og kom nu stormende hen til pædagogen for at høre, hvad der var sket. Hvad er der sket, hvad er der sket? råbte de i munden på hinanden, og pædagogen måtte tysse på dem for at få dem til at holde op. Ikke noget, sagde hun til dem, Anton er bare lidt ked af det, og det har han lov til at være. Løb nu ud og leg med de andre. Pigerne adlød modstræbende, O-kay, sagde de og vendte sig så bort. Da de var gået, løftede Anton hovedet og snøftede et par gange. Går det?, spurgte pædagogen, og Anton nikkede, mens han så ned i gulvet. Du kender jo vejen, og der er ikke så langt. Du skal bare huske at passe på bilerne, når du krydser vejen, og hvordan er det nu, man passer på bilerne? Man kigger først til venstre og så til… højre, mumlede Anton, og så til venstre igen. Jah, udbrød pædagogen, det kan du da sagtens finde ud af. Løb nu ud til de andre og husk at sige farvel, inden du går.

Der er mange vintre i vente.