Sovedyr og chokolade. Lidt almindelig askese
når vægge begynder at bløde, og noget
pusler i buskadset. Bare det kan kværkes
hører jeg dig sige. Men det kan det ikke.

En dag på havnen

På lang afstand kunne jeg se, at der var mange mennesker på havnen, og jeg var bestemt ikke i humør til at tale med nogen af dem. Jeg var på nippet til at vende om og gå hjem igen, men et eller andet fik mig alligevel til at fortsætte min gang, og snart stod jeg nede blandt de mange mennesker. Hovedsageligt var det vist tyske turister, der spankulerede omkring og fotograferede havudsigten, men jeg gruede for, at der skulle være en eller flere personer, som jeg kendte, og derfor slog jeg mig ned på en bænk bag et pakhus, hvor jeg ikke så nemt kunne blive set.

Inden længe kom en gammel kone stavrende med sin stok, og selv om det så noget anstrengende ud for hende at gå, så formåede hun at løfte blikket og smile til mig, før hun satte sig ned. Jeg forsøgte at smile igen, men kunne med det samme mærke, at smilet virkede kunstigt og rettede i stedet blikket ud mod havet. Den gamle kone sad lidt og tav. Hun fandt dernæst en plasticpose med brød i frem og gav sig til at fodre ænder. Jeg blev mindre irriteret over, at ænderne kom hen til bænken, end jeg egentlig havde forventet, at jeg ville blive, og selv om jeg tvivler på, at jeg nogensinde selv kommer til at sidde og fodre ænder, så havde jeg den dag en vis forståelse for, hvorfor den gamle kone kunne finde på at gøre det.

Ænderne skræppede og virkede dybt taknemmelige for at få lidt at spise. Det var lige før, jeg kunne bøje mig ned og stryge dem over fjerene – så nær kom de – og den gamle kone smilede over hele hovedet, mens hun iagttog, hvordan de gik frem og tilbage mellem hinanden på deres vraltende facon. Undertiden mumlede hun nogle ord som ”Ja, sådan” og ”Ja, det var godt”, og jeg tror næsten, at hun omfattede ænderne med lige så meget kærlighed, som de fleste hundeejere omfatter deres hunde med. På et tidspunkt vendte hun sig i hvert fald mod mig og sagde: ”Er de ikke nogle prægtige dyr?”

Jeg vil færdes blandt sommerhuse om natten.

Min tavse menighed

Der er altid nogen, der følger mig, uanset hvor jeg går hen. Det er ikke noget, jeg har bedt dem om, og det er noget, jeg sagtens kunne leve foruden, men efterhånden er jeg blevet så vant til, at de følger mig, at jeg faktisk er begyndt at værdsætte deres tilstedeværelse. Jeg kan ikke huske præcis, hvornår det startede, men jeg vil tro, at det rundt regnet er tyve år siden, og selv om der har været en del udskiftning i årenes løb, så har gruppens størrelse aldrig været svundet ind til mindre end fem personer. For tiden er det en gruppe på syv personer, der følger mig, og de er vidne til alt, hvad jeg foretager mig bortset fra mine toiletbesøg, for dem har jeg altid gjort en dyd ud af at holde private. Når jeg skal på toilettet, plejer gruppen at vente pænt udenfor, og det tror jeg ikke, at de har det mindste imod, men jeg kan ikke vide det med sikkerhed, eftersom der aldrig er nogen i gruppen, der siger noget. Alle forholder sig tavse, og jeg har for længst opgivet håbet om at få nogen af dem i tale. Det er som om de alle sammen har svoret en ed om, at de aldrig mere vil mæle et ord, og af samme årsag har jeg aldrig fundet ud af, hvorfor de har besluttet sig for netop at følge mig. Jeg har spekuleret længe over dette spørgsmål, men er ikke nået frem til nogen tilfredsstillende forklaring, og mit bedste bud er, at de ganske enkelt har udset sig en person, som de ikke tror, det generer at have selskab hele tiden. En rolig og ganske almindelig person, der tager tingene, som de kommer.

Mor var en mø i mørket.

Far var spejder (og fik rabies).

Klunser-Hans

Lige siden sin tidligste barndom havde Hans haft for vane at samle ting op, som han fandt, og tage dem med sig hjem. Det betød ikke så meget, hvad han fandt, og om det var tænkeligt, at han nogensinde ville få brug for det, men det betød noget, at det han fandt, engang havde været i andres besiddelse. Hans kunne nemlig godt lide at sidde og fundere over, hvilken slags mennesker der kunne finde på at skille sig af med forskellig slags ragelse, og hvorfor de gjorde det. Desuden syntes han, at det gav ting en helt speciel værdi, at de blev fundet frem for at blive købt, og skulle han vælge, så ville han nok foretrække en tonstung container at gå på rov i frem for et gavekort på tusindvis af kroner til et indkøbscenter. Det er næppe mange mennesker, der ville vælge som Hans, og det kommer næppe heller som en overraskelse for nogen, at Hans blev betragtet som lidt af en særling, de fleste steder han kom, men det er ikke ensbetydende med, at Hans ikke var vellidt. Hans havde nemlig en særegen charme, som var svær at modstå, og selv om han ikke ligefrem tiltrak mange piger ved sin måde at være på, så var det de færreste, der ikke undte ham det bedste.

Engang traskede jeg i al stilfærdighed over en pløjemark og håbede, at ingen ville se mig, fordi det var højlys dag, og jeg havde set indtil flere skilte med påskriften: ”Færdsel forbudt for uvedkommende”, allerede mens jeg gik på vejen ved siden af marken. Jeg kan stadig ikke huske, præcis hvorfor jeg følte sådan en ubændig trang til at skridte hen over den bløde pløjemuld, men jeg husker kun alt for tydeligt, hvordan jeg fór sammen af skræk, da en vredladen mandsstemme pludselig råbte mig an.

I starten kunne jeg ikke rigtig høre, hvad det var, manden råbte til mig, men i takt med at han kom nærmere, blev det efterhånden klart for mig, at sætningen, som han blev ved med at gentage, var: ”Hvad fanden bilder du dig ind!” Jeg rørte mig ikke ud af stedet og vidste ikke, hvad jeg skulle svare, men beredte mig blot på at få et møgfald af en anden verden og så forhåbentlig kunne luske bort, inden jeg begyndte at græde.

Først da manden, som efter alt at dømme var bondemanden, der ejede marken, var nået helt hen til mig, standsede han op. ”Du skal fandeme ikke jokke rundt på min nypløjede jord!”, tordnede han, greb og ruskede mig i armen, så det gjorde afsindigt ondt, og jeg var lige ved at begynde at græde. ”Hvad fanden bilder du dig ind!” Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg skulle svare og jamrede bare sagte. Efter lidt tid slap han mig og faldt tilsyneladende mere til ro. Det gik vel op for ham, at jeg var ganske ufarlig, og at der var mere grund til at have medlidenhed med mig end til at prygle mig.