Taxatur

”Perker!”, nærmest skreg han, ”Det er sgu da ikke noget låneord!” ”Nå, det troede jeg ellers.”, sagde jeg og kiggede distræt ud af sideruden. Jeg fattede ikke, at man kunne gå så højt op i den slags, men det var der altså nogen, der gjorde.

Jeg skulle aldrig have tændt for radioen, tænkte jeg, mens vi holdt for rødt i noget, der mindede om en uendelighed. På et tidspunkt gjorde jeg mine til at slukke igen, men i det samme greb min kunde mig om håndleddet og sagde: ”Du vover på at slukke nu.”

Der er intet som en låneordsquiz på radioen. Det kan virkelig bringe sindene i kog, og måske mest af alt fordi der ikke rigtig er nogen, som ved, hvad et låneord er. Jeg gør i hvert fald ikke, og at dømme ud fra, hvor heftigt der blev diskuteret i studiet, så gør de fleste andre heller ikke.

Det turde jeg dog ikke sige til min kunde. Han sad med øret nede ved den ene højtaler og så helt anspændt ud i ansigtet. Jeg kørte lidt voldsomt frem, så han stødte panden ned i frontpanelet, men det lod han sig ikke mærke med. ”Undskyld.”, mumlede jeg, ”Det var ikke med vilje.”

Efter hvert spørgsmål, der blev stillet, kunne folk ringe ind, og ventetiden blev fordrevet med et stykke musik. For det meste en eller anden anstrengende popsang, som jeg nynnede med på, hvilket tilsyneladende var til stor irritation for min kunde. ”Kæft!”, udbrød han, idet popsangen sluttede.

”Kæft!” lød det fra radioen, og jeg skævede mistroisk ned til den. Dernæst kiggede jeg hen på min kunde, som var ligbleg. En mobiltelefon, som han åbenbart havde haft i sin højre hånd, faldt ned i bunden af bilen med en dump lyd. Febrilsk forsøgte han at samle den op, men da var det allerede for sent: ”Det er desværre forkert.”, sagde studieværten.

Fuck metapoesi.

Kærlig hilsen

PETER GIZZI

REVIVAL (Uddrag #2)

I never once thought of Alfred Deller
or Kathleen Ferrier singing Kindertotenlieder.
It’s good to be lost among pillars of grass.
I never once thought of My Last Duchess
or the Pines of Rome. Isn’t it great here
just now dying along with azaleas, trilliums,
myrtle, viburnums, daffodils, blue phlox?
It’s good to be a ghost in America,
light flooding in at this moment
of never coming back to the same person
who knew certain things, certain people,
shafts of life entering a kitchen
at the end of an age of never coming back now.
To hear reports on the radio,
something about speed, they say, accelerated history.
It’s good to share molecular chasm with a friend.
I never once reached for Heisenberg
or The Fall of the Roman Empire.

PETER GIZZI

GENOPLIVELSE (Uddrag #2)

Jeg tænkte ikke en eneste gang på Alfred Deller
eller Kathleen Ferrier der sang Kindertotenlieder.
Det er godt at være fortabt mellem søjler af græs.
Jeg tænkte ikke en eneste gang på My Last Duchess
eller the Pines of Rome. Er det ikke skønt
just nu at dø sammen med azaleaer, trillium,
myrte, viburnum, påskeliljer, blå floks?
Det er godt at være et genfærd i Amerika,
lys flyder ind i dette øjeblik
af aldrig at komme tilbage til den samme person
som kendte visse ting, visse folk,
stråler af liv trænger ind i et køkken
ved enden på en tid af aldrig at komme tilbage nu.
At høre reportager på radioen,
noget med fart, siger de, accelererede historien.
Det er godt at dele molekylær afgrund med en ven.
Jeg rakte ikke en eneste gang ud efter Heisenberg
eller The Fall of the Roman Empire.

PETER GIZZI

REVIVAL (Uddrag)

for Gregory Corso (1930-2001)

It’s good to be dead in America
with the movies, curtains and drift,
the muzak in the theater.
It’s good to be in a theater waiting
for The Best Years of Our Lives to begin.
Our first night back, we’re here
entertaining a hunch our plane did crash
somewhere over the Rockies, luggage
and manuscripts scattered, charred fragments
attempting to survive the fatal draft.
To be dead in America at the movies
distracted by preview music in dimming lights.

PETER GIZZI

GENOPLIVELSE (Uddrag)

til Gregory Corso (1930-2001)

Det er godt at være død i Amerika
med filmene, forhæng og gliden,
muzakken i biografen.
Det er godt at være i en biograf og vente
på at The Best Years of Our Lives skal begynde.
Vores første aften tilbage, vi er her
og nærer en anelse vores fly styrtede faktisk
et sted over The Rockies, bagage
og manuskripter spredt, forkullede fragmenter
i forsøg på at overleve den fatale værnepligt.
At være død i Amerika i biografen
distraheret af forfilmsmusik i lys der dæmpes.