Den Lange Afrikaner

Dette er historien om Den Lange Afrikaner, der altid vasker sit tøj i det lokale møntvaskeri, og som er fuldkommen rolig, næsten sløv i sine bevægelser. Han folder sit tøj omhyggeligt, og han lader sig ikke forstyrre af de mange larmende børn, som farer frem og tilbage, fordi han har set det hele før. Han har endda set børn blive skudt, og han har grædt de tårer, der skulle grædes, men han er ikke særlig sensitiv længere, og han bemærker måske ikke engang, hvordan en rullende vaskekurv rammer ham på benet, da en lille dreng kører den ind i ham. I hvert fald vender han sig ikke om mod drengen, men fortsætter bare med at folde sit tøj så sirligt, at man skulle tro, han var ansat til det. Den lille dreng stopper ængstelig op, fordi han frygter, at Den Lange Afrikaner vil skælde ham ud, men absolut intet sker, og derfor kan drengen lettet køre bort med vaskekurven - indtil han når hen til sin mor, som naturligvis har set det hele, og som skælder ham huden fuld for hans uagtsomhed...

Jeg tog ned til tiden for at se på skibe og mumle mammut i et langt og øresønderrivende vræl. Den var gal igen, og jeg stod for pengene, hun stod for tennis, og det var lidt for meget af det dårlige, du ved. Ellers går det, som det jeg skal – jeg bøjer mig i blæsten østover og møder endvidere gamle venner monstro de kender dig også ikke at udelukke en chance for finanskrise eller det der er bedre nu om stunder hvor jeg fløjter mens jeg snakker, harker mens jeg bakker eller undskylder, når jeg trækker. Blandt andet fordi dine lyde var helt uimodståeligt bløde kunne jeg gætte mig til, at du var hende uden veninde, men med massevis af venner og vrede unge hunde, der snapper en efter skridtet, når man kommer løbende forbi fuldstændig uforberedt på det meste i denne virkelige verden, der efter sigende skulle være ganske køn, når man fjerner blæksløret, som er blevet lagt hen over den af en gammel og gusten mand, som jeg kender særdeles godt, eftersom han er mig selv i modstand. I øvrigt fandt jeg en skruetrækker og åbnede en flaske vin med den. Det var en lidt surere vin, end jeg havde forventet, men drak den – det gjorde jeg. Hvis du engang ser Melissa så sig, at jeg stadig håber på, at hun bliver til noget andet end sig selv, og selv om det er svært at være, så giv tid, giv tid. Akkurat som når du venter ved et lyskryds – der køber folk også ind og kommer glade ud med umulige unger og snakkende tunger, der bøjer sig i vinden. Finalen vandt jeg ganske vist ikke, men det var da udmærket klaret sådan at komme i semifinalen og min farmor heppede på ovre fra bænken, hvor alle forældrene sad og så til, hvor alle forældrene sad og skvadrede. Men ikke nok med det for der var en tendens til at jeg blev grøn når jeg slog bolden i nettet og det gjorde ondt langt op i næsen at tænke på, men jeg hostede ikke, og derfor spillede jeg bare videre som om intet var hændt.

Oplæsningsmedley #1

An Animal Escaped

Håbløst tilfælde

Hun er ikke som de andre piger. Hun går i udkanten af skoven, og hun er ikke som de andre piger. Hun er muligvis bevidst om det, muligvis ikke. Hun er indadvendt. Hun sukker, og hun stirrer. Hun har svært ved at få ord over læberne, og hun går altid med hænderne i lommerne, fordi hun fryser. Inde såvel som ude. Måske er hun køn, måske ikke. Det afhænger af, hvem der ser. Jeg ser hende ikke. Jeg lever et andet sted, men tænker ofte på hende, fordi jeg ved, at hun eksisterer. Jeg er født med en vished om det. Måske kommer vi til at mødes, måske gør vi ikke. Jeg tør ikke håbe. Men jeg gør det alligevel. Jeg håber det inderligt og siger det ikke til nogen. Man er et håbløst tilfælde, hvis man håber for meget. Det siger min lærer. Han hverken håber eller tror. Han arbejder derimod for føden og forsøger at lære os at gøre det samme. Jeg bliver aldrig som ham. Det er sikkert som den sten, hun nu snubler over i udkanten af skoven. Se dig for, råber hendes klassekammerater, og hun forsøger at smile, som om det er morsomt, at hun er klodset. Men det er det ikke. Det er snarere tragisk, og det ved hun. Derfor smiler hun falsk. Derfor er det en kraftanstrengelse at smile, og derfor har hun ingen venner. Når hun er alene, kan hun sagtens smile. Da er det det letteste i verden, men hun forbyder sig selv at gøre det, fordi det må se underligt ud. Man bør ikke smile for sig selv. I hvert fald ikke så saligt, som jeg gør det, når jeg tænker på, hvor håbløst et tilfælde jeg er.