30. sep. 2008

Busture med Hammershus i horisonten -
efter endnu en drukneulykke
er jeg i live, og ligeså er du
der læner dit hoved mod min skulder.

28. sep. 2008

25. sep. 2008

Fie

Nu er hun gået igen, og jeg ved ikke hvorhen. Jeg må ud og lede efter hende, selv om det er det sidste, jeg har lyst til. Hun er alt for snu til at gemme sig i nærheden, og i modsætning til de fleste, der forsvinder, så ønsker hun ikke at blive fundet. Hun ønsker sig langt bort. Jeg tager min jakke fra knagerækken og begiver mig ud. Det bliver en kold og regnvåd nat. Jeg er ikke i humør til det her - jeg er ikke i humør til at blive kold og desperat, mens jeg forgæves leder efter hende. Nede ved fodgængerovergangen, hvor der aldrig er nogen biler, der holder tilbage, beslutter jeg mig for at krydse vejen og gå til højre. Det tager sin tid at komme over, men det lykkes, og jeg skutter mig i kulden, mens jeg spejder fremad i mørket. Det er ikke utænkeligt, at hun er blevet kørt ned. Det er bestemt ikke utænkeligt, for hun ser sig aldrig for, når hun går på gaden, og jeg frygter det værste. Hvor i alverden kan hun være gået hen? Hun går uden mål og med, og jeg aner ikke, hvad der foregår i hendes hoved. Hun siger ikke en lyd, hun ser sig ikke for, og hun har ingen venner i omegnen. Ringer jeg til politiet, siger de, at jeg skal tage det roligt – at det er sket før, og at hun jo altid er vendt hjem igen. ”Ja, men ikke uden skrammer og sår”, indvender jeg. De lover at holde øjnene åbne og bringe hende hjem, hvis de finder hende. Men de finder hende aldrig. Fra dem har jeg aldrig modtaget nogen hjælp, og jeg er holdt op med at ringe til dem, selv om hun forsvinder flere dage ad gangen. Sporløst. Da jeg når op til Langebro, slår det ned i mig, at det her ikke kan fortsætte. Vi kan ikke leve på denne måde, Fie og jeg. Hvis jeg finder hende i aften, sniger hun sig alligevel ud igen, og jeg kan ikke bære det. Det må være slut nu. Ja, det må det, tænker jeg og overvejer desperat at springe i havnen. Men noget holder mig tilbage. Noget får mig til at vende om og gå tilbage til lejligheden med målbevidste skridt. Tanken om, at hun ikke finder mig død. Tanken om, at det aldrig går op for hende, at jeg har taget livet af mig selv på grund af hende, og at hun bare glemmer mig – den får mig til at vende om. Tilbage i lejligheden finder jeg et reb og binder en løkke, næsten rutineret. Jeg har i hvert fald prøvet det før og ved, hvordan det skal gøres. Rebet hænger jeg fast i vores lysekrone, og dernæst finder jeg Fies skål og fylder den med foder. Kattebakken tømmer jeg, lægger nyt grus i og græder, mens jeg gør det. Jeg vil hende jo kun det bedste, og det bedste er, at jeg forlader denne verden. Nu.

21. sep. 2008

17. sep. 2008

Jeg stod under viadukten da det dæmrede.

14. sep. 2008

Rønnebær og pusterørskrig. Det er længe siden.

8. sep. 2008

Hulen i skoven

Jeg havde fundet en hule i skoven, og jeg gik ofte ud til den for at være alene. Jeg var vel en ti-elleve år på det tidspunkt, og mens andre gik i fritidsklub, fordrev jeg det meste af min fritid i hulen. Nogen gange medbragte jeg bøger, som jeg læste i ved hjælp af en lommelygte, og andre gange tog jeg en dolk med, så jeg kunne snitte i velegnede grene, men for det meste lagde jeg mig bare på ryggen i hulen og studerede dens tag, der var lavet af grangrene og bøgekviste. Imens lod jeg tankerne vandre, og hvis jeg ikke kom til at tænke på en pige, jeg kendte, så var det som oftest min egen fremtid, jeg spekulerede på. Hvad skal jeg blive til? tænkte jeg, og det var sjældent det samme svar, min fantasi gav på det spørgsmål. Én gang forestillede jeg mig fx, at jeg skulle blive brandmand og ene mand redde et helt hospital af sindslidende, mens jeg en anden gang forestillede mig, at jeg skulle blive bankrådgiver og holde møder med børnefamilier, der ikke kunne få økonomien til at hænge sammen. Venlig og imødekommende optrådte jeg altid, og selv om det måske stod lidt i opposition til, hvordan jeg optrådte til hverdag, så havde jeg ikke svært ved at leve mig ind i mine fremtidige roller. Mit udseende varierede alt efter, hvor i verden jeg befandt mig, men det var ikke altid tiltalende, og ofte havde jeg en eller anden legemsfejl, som gjorde, at folk omkring mig nærede mistro til mig. Da jeg var brandmand, havde jeg fx en klumpfod, der udover, at den besværede mit arbejde noget, fik mange folk til at spotte mig og sige, at det var Guds straf, at jeg var født sådan. Det tog jeg dog med oprejst pande, for utak er verdens løn.