Forældrenes hus

”Lad mig nu være.” ”Nej, jeg vil ikke lade dig være.” ”Hvorfor ikke?” ”Fordi du skylder mig en tjeneste, og jeg har brug for, at du gør mig den nu.” ”Hvilken tjeneste?” ”Det ved du udmærket godt, og hvis du benægter, at du skylder mig den, så er du det mest uhæderlige menneske, jeg nogensinde har mødt.” Der var en lang tavshed, før hun svarede ham igen. ”Godt. Hvad er det så du vil have, at jeg skal gøre?” ”Du skal bryde ind i mine forældres hus.”

Linda vågnede næste morgen og spekulerede på, hvilket foretagende hun var indvilliget i aftenen forinden. Det forekom hende at være noget risikabelt, og for en kort stund bebrejdede hun Daniel, at han havde tvunget hende ind i det, men samtidig vidste hun også godt, at han aldrig ville bede hende om denne tjeneste, hvis ikke det var tvingende nødvendigt. Han måtte virkelig være desperat, og i betragtning af hvad han i sin tid havde gjort for hende, så burde hun egentlig være taknemmelig for, at han ikke forlangte mere til gengæld.

Med en kraftanstrengelse stod hun op fra sin seng og gik ud i sit lille køkken for at sætte noget kaffe over. På vej derud passerede hun entréen og fandt der en lille kuvert, som nogen i nattens løb havde smidt ind gennem brevsprækken. Hun bøjede sig ned og samlede den lidt forundret op, men indså snart, at den måtte være fra Daniel, for den indeholdt ikke andet end en nøgle og en lap papir med en adresse. Da hun vendte kuverten om og så på dens bagside, stod der skrevet med næsten ulæselig skrift: ”Vent til natten mellem tirsdag og onsdag og benyt dig af kælderindgangen.”

Aperitif

Glasset.
Jeg drejer glasset
i min hule hånd.

Din krop.
Din krop smyger sig
så formfuldendt på gulvet.
Svedende så din sminke drypper.

Jeg knuger glasset som et kranie.

River dig.
Jeg river dig
i dit lange, lyse hår.
Lægger din nakke tilbage.

Glasset.
Glasset som du har spyttet i
hele aftenen.

Tvinger det ned i dit svælg.

Slægtninge valfarter; hvisler
og bugter sig til spredte kilder
af blod eller vand for at drikke
og dræne enhver oase under
deres høje og tunge himmel
der hvælver sig som øjenlåg.

San Diego

Han er en dreng. Han er en dreng, og han sidder på en bænk i San Diego. Om ham de siger, at han aldrig har fået et kys af en pige, og på sin vis har de ret - han stjal det.

Røgfrit miljø

”Nej. Jeg har ikke, hvad du er ude efter. Du kan lige så godt gå igen.” ”Men du ved jo ikke engang, hvad jeg er ude efter. Du kan da ikke bare sende mig væk uden at have hørt, hvad jeg er kommet for.” ”Jo, det kan jeg sådan set sagtens, og det er netop, hvad jeg gør, så du kan godt spare dig.” Omtrent sådan lød ordene, da Peter blev beordret tomhændet ud af den lokale købmandsbutik, og han nåede aldrig at fremsætte sit ellers helt legitime ønske om at købe noget brød, før han stod ude på gaden igen.

Grunden til den kontante afvisning var, at Peter nogle dage forinden havde dristet sig til at spørge, om man solgte cigaretter i butikken, og det faldt bestemt ikke i god jord. Hvad Peter ikke vidste, var, at indehaverens kone for år tilbage var død af lungekræft, og at alle former for tobak siden da havde været bandlyst i butikken. Faktisk var indehaveren gået så vidt som til at indføre den politik, at man ikke solgte varer til rygere, og derfor kunne Peter også godt spare sig. Der var ingen nåde, og eftersom der ikke fandtes andre købmandsbutikker i miles omkreds, måtte Peter gå sulten i seng.

Næste dag cyklede Peter den halve formiddag for at finde en anden købmandsbutik og ærgrede sig imens over, at han allerede havde gjort sig uheldigt bemærket i sin nye hjemby. Forhåbentlig kunne han med tiden formilde indehaveren af købmandsbutikken, men at dømme ud fra hvordan hans øjne gnistrede, da han sendte Peter bort, så lod han sig nok ikke formilde foreløbig. Der var ikke andet for end at væbne sig med tålmodighed, holde lav profil og så ellers nyde, at man ikke længere boede der, hvor man kom fra.

Uanset hvad du siger,
så har jeg baldret min sidste rude.

Skægget klæber til min kind.

Hidtil har jeg været nogens søn.

Jeg blæser sæbebobler på en togskinne.