Der findes dog en undtagelse fra denne regel. Han hedder Johannes og er lidt af en fulderik. Ofte kommer han syngende hjem fra sine bodegabesøg, og beder man ham om at dæmpe sig, er det sikkert og vist, at det får den modsatte effekt. "Så vil jeg drikke en hel masse bajer' – det skal være Tuborg, ligesom det plejer!" skrålede han sidste gang, jeg forsøgte. Det var en tirsdag nat. Men det kunne lige så godt have været onsdag eller torsdag, for Johannes drikker sig fuld, hvornår det skal være, og tager absolut ingen hensyn. At jeg engang imellem er stødt på ham i døren, uden at han var fuld, har kun bekræftet mig i dette. Typisk ser han nemlig på mig, som om han ikke kender mig, og møver frem, så jeg bliver nødt til at træde til side.

Jeg var ung og uspoleret
indtil jeg blev interneret
som et sindsforvirret kræ.
Siden kom en skønne dag

hvor jeg undslap personalet
på forvaringshospitalet
og drev frit omkring igen.
Men desværre var der mænd

som forfulgte mig ihærdigt
uanset hvor uretfærdigt
jeg engang var blevet dømt.
Blot fordi jeg havde tømt

et maskingevær for kugler
og mit hår var fyldt med ugler
mente man at jeg var gal
og at jeg som en brutal

morder skulle ruske tremmer
i et ganske lille kammer
resten af mit usle liv.
Altså blev en intensiv

eftersøgning af mig startet
nærmest inden jeg var fartet
ud af hospitalets dør
og som det sig hør og bør

havde overpisset stuen
hvor vi højst en gang om ugen
måtte få et kort besøg.
Efter denne lille spøg...