Danefæ

Det var mørkt, men ikke synderligt sent, da jeg kom hjem fra arbejde. Klokken var vel ikke engang fem, og der var lang tid til sengetid. Alligevel overvejede jeg seriøst at kaste mig på min seng og kalde det en dag. Det er hårdt at sidde bag skranken på et postkontor. Mest af alt fordi jeg endnu ikke har fået styr på alle de takster, procedurer og forsendelsestyper, som kunderne gerne forhører sig om. Ofte må jeg spørge kolleger til råds for at finde svar, men da vi er noget underbemandede på kontoret, er det ikke altid lige let at få deres opmærksomhed. Imens man forsøger, bliver køen af kunder kun længere, og da det ikke er alle kunder, som er lige tålmodige, må jeg som regel lægge øre til en del bebrejdelser, når jeg arbejder. Således også i dag hvor jeg både blev kaldt for dum, doven og uduelig.