Udeordning

Det ringede til frikvarter, og pga. dårlig opførsel var vi tvunget til at opholde os udendørs, så længe det varede. ”Udeordning” kaldte vores lærer det, og alt efter årstiden var det en mere eller mindre hård straf. Tænkte man sig om, nøjedes man med at smadre lamper om foråret, men uheldigvis var der nogen i vores klasse, som ikke havde den evne. De smadrede lamper hele året rundt, og med vanlig mangel på retfærdighedssans havde vores lærer idømt alle drengene i klassen udeordning, selv om det kun var Alexander og Robert, der havde været nogle vandaler. Under højlydte protester marcherede drengene nu ud i det våde og kolde novembervejr, mens pigerne blev inde og skændtes om, hvorvidt det var det ene eller det andet boyband, der var ”hottest”.

Jeg talte med Morten på vej ned ad trappen, og han sagde, at han havde en plan for, hvordan vi hurtigt kunne komme ind igen, uden nogen så det. ”Hvad går den ud på?”, spurgte jeg lidt skeptisk. ”Menneskesmugling.”, sagde han, ”Jeg forklarer det, når vi er kommet ned i gården.” Naturligvis vidste jeg, at Morten var typen, der havde set lidt for meget ”MacGyver”, og at hans plan kun kunne ende galt, men alligevel lyttede jeg interesseret, da vi var kommet ned under det hullede halvtag, hvor der umiskendeligt stank af urin. ”Vi får Henning til at aflede gårdvagtens opmærksomhed.”, begyndte han, ”Og så kravler vi op ad nedløbsrøret.”

Jeg skævede hen til det rustne nedløbsrør. ”Det går aldrig.”, sagde jeg, ”Selv hvis vi når op til vinduerne, så lukker pigerne os ikke ind.” Det grundede Morten lidt over. Hans ansigt blev ligesom formørket af, at jeg havde spoleret hans plan, men snart lyste han igen op i et stort smil. ”Vi kan også lægge fælder for gartneren.”, udbrød han. Det var en god ide. Uomtvisteligt. Med det samme så jeg for mig, hvordan sten faldt ned fra træerne, grene svirpede og huller åbnede sig under et dække af blade. Gartneren havde engang jaget mig ud af et buskads med en rive, men nu skulle han få betalt.