26. jul. 2009

Jeg snittede lidt i en gren og sang en sagte sang, men ellers var jeg ganske stille og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle tage mig til. Eftermiddagen var endeløs som altid, og mine forældre sov til middag, fordi de var trætte efter formiddagens indkøb og tøjvask. De måtte under ingen omstændigheder forstyrres, og derfor blev jeg nødt til at opholde mig udenfor i ”det gode vejr”, som de kaldte det.

Legekammerater var der ingen af i miles omkreds, eftersom vores sommerhus lå i et sydsjællandsk område, der ikke var særlig attraktivt for børnefamilier. I hvert fald var det hovedsageligt pensionister, som man så spadsere på stierne, langs de forfaldne huse og ubebyggede grunde, men engang havde jeg faktisk mødt en dreng på min egen alder nede ved stranden. Han gjorde noget så væmmeligt som at bøvse mig i hovedet, og efter den episode ønskede jeg aldrig at møde ham igen.

19. jul. 2009

MAYBE I WAS THIS BOY/GIRL/FAT BASTARD
and I couldn't figure out how to lose weight
without losing some of my self.

6. jul. 2009

Hvad skaber du dig for? Ikke for noget. Jamen, så lad da være. OK. OK? Tag den hat af og sæt dig ned som et dannet menneske. ”Dannet”- hvad betyder det? Det betyder, at man har vænnet sig af med at skabe sig. Nå, det er det, det betyder. Jeg har altid troet, at det betød noget i retning af uddannet i et eller andet. Ja, der kan du bare se – man lærer noget nyt hver dag. Ja, det tør siges. I øvrigt kan jeg ikke blive her ret længe, for jeg har en aftale med en veninde, som jeg skal mødes med på stationen. Hvilken station? Vel ikke den station? Jo, hvis du med den station mener Nørreport Station, så er det den station. Åh, gudskelov – jeg troede, at det var på Nordhavn Station I skulle mødes. Nej, nej, bevares – der sætter jeg aldrig mine ben. Det forstår jeg udmærket godt. Jeg kunne aldrig finde på at stige ud på den station, men jeg kører forbi den hver dag og ser, hvordan den er fuldstændig hærget af ludere, lommetyve og stiknarkomaner. Stiknarkomaner, der vel at mærke ikke rydder op efter sig, men bare lader deres nåle ligge og flyde, så børn kan komme til at stikke sig på dem. Ja, det er ganske forfærdeligt. Staten burde gribe ind og jævne den station med jorden. Ja, lige mine ord, selv om det naturligvis ikke kommer til at ske. Til det er regeringen alt for blødsøden. Totalt uden handlekraft og tilmed temmelig uduelig i mange henseender. Tag nu fx den nye Femern-bro, som der har været så meget snak om. Den er og bliver bare snak. Intet andet. Jeg ser ingen slæbebåde, kraner og lort blive kørt i stilling til sådan et byggeprojekt, men alligevel taler de om den, som om den allerede stod der. Ja, det har du ret i. Jeg kunne ikke være mere enig.