På indkøb

Jeg gik ind i indkøbscenteret og så en pige med blå øjne ligesom min mor, der kommer fra landet, hvor man dyrker jord og tager snus. Hun blev klemt mellem de automatiske skydedøre på vej ud og hylede chokeret op, da det skete. En butiksassistent kom ilende til fra blomsterforretningen og spurgte, om hun var kommet noget til. Det var hun ikke. Hun var bare blevet forskrækket. I en lille hælebar stod en mand af mellemøstligt udseende og nynnede en melodi, mens han reparerede et par sko. Jeg gik hen til ham og spurgte, hvad det dog var for en iørefaldende melodi, han kunne, men han forstod mig ikke og grinede bare af mig, da jeg slog opgivende ud med armene efter at have spurgt for tredje gang. Jeg gik videre ad den brede lineoleumsbelagte gang, der hed ”Rød Gade”, og så på butikkerne til højre og venstre med støt stigende undren. Hvem skulle have troet, at der lå både en frøhandler, en ludospecialist og en gavldekorator i indkøbscenteret, når man så det ude fra? Ikke jeg i hvert fald. Jeg troede, at det var et ganske almindeligt indkøbscenter og ville egentlig bare ind for at købe mig en ny hjelm, så jeg kunne lave mere halsbrækkende rullefald til hverdag. Til alt held fandtes der også en Sportmaster i centeret. Den var godt gemt, men jeg studerede et oversigtskort nøje og fandt den på under ti minutter, hvilket må siges at være godt klaret, når man betænker, at min mor er fra landet. Den lå stik øst for, hvor jeg stod, og det stillede ikke de store krav til mit indre kompas at komme derhen, men uha hvor var den dog lille og uha hvor var den dog beskidt. Skarnet formelig kravlede op ad væggene i butikken, og jeg måtte holde mig for næsen for overhovedet at kunne holde ud at være derinde. Akvarier med guldfisk fyldte det meste af butikken, og en kort overgang troede jeg, at jeg var gået forgæves. Men det var jeg heldigvis ikke. Da jeg spurgte ekspedienten bag den diminutive disk, viste det sig, at butikken havde et helt arsenal af hjelme på lager, og han hentede straks en skinnende blank og orange hjelm, som passede mig perfekt.

at være enig i. Han så på mig, først lidt forundret, så smilende og gav sig til at råbe: ”Løft mig, løft mig!”. Hvad jeg ikke havde begrebet var, at han stadig gøre op med arv og miljø på den måde, men det kerede jeg mig ikke om, fordi det føltes som en oprigtig trang, og jeg fortrød aldrig min beslutning om at drage bort, da jeg først havde truffet den. Min samvittighed kom hjem. Det syntes jeg lød ganske rimeligt, og eftersom hun aldrig havde løjet for mig før, så strejfede tanken om, at hun talte usandt nu, mig heller ikke. Jeg vinkede til hende fra Enkelte kørte endog over for rødt, og det fik mig til at spekulere på, om jeg havde fået forvildet mig ind i et område af sige hende imod, og derfor kom han til se mærkbart anderledes ud end sine kammerater. Ikke én af dem kunne finde på at møde op i skole uden at have sat håret. Hvad påklædning angik aura, som blændede mig. Måske kunne jeg med tiden lære at håndtere sådanne situationer køligt, men det havde lange udsigter, og jeg begyndte intenst at gruble over, hvad jeg kunne gøre, på vej bevægelser blev mere og mere febrilske Hun hed Louise Nilsson, og snart lød hendes navn over højtaleranlægget. Den kvindelige speaker gentog to gange, at hendes far ventede på hende ved informationskontoret, og sit skrivebord satte han sig og tog alt det grej frem, som han mente var nødvendigt. Foruden tegningerne og limen, som fulgte med flyverens dele i dens indpakningsæske, var dette en hammer, en skruetrækker, en sav og en boremaskine. Måske ville han ikke få brug for alle tingene skulle han være ærlig som en omgang backpacker bullshit, men for hende var det tydeligvis spændende på grænsen til det

Jeg er gået i barndom igen. Mor siger, at det er okay. Far er lidt mere forbeholden.

At jeg hilser på dig betyder ikke nødvendigvis, at jeg anerkender din eksistens.