Humørbarometeret

Hermann havde et barometer, og det målte menneskers humør. Eftersom han boede alene og havde gjort det i mange år, var det dog ikke særlig nyttigt, for Hermann var stort set altid så nedtrykt, at hans humør ikke kunne måles. Opfinderen af humørbarometeret havde simpelthen ikke regnet med, at det var menneskeligt muligt at blive så nedtrykt, som Hermann var. Han sad for det meste i en lænestol og kiggede frem for sig. Nogen gange sukkede han, andre gange gabte han, men meget mere gjorde han ikke, bortset fra at ryge cigaretter naturligvis. Hermann røg som en skorsten, og det var hans eneste lise i livet. Med sine nikotingule fingre førte han den ene cigaret efter den anden op til munden, og for afvekslingens skyld forsøgte han en enkelt gang også at ryge igennem næsen, men det var ikke nogen succes. Det fik ham til at hoste helt ustyrligt, og hvis nogen havde set ham, ville de omgående have ringet efter en ambulance. Men ingen så ham, og det var han glad for. Eller – ”glad” er måske ikke det rigtige ord – det var han snarere taknemlig for. Han ønskede hverken at se eller høre andre mennesker i sin nærhed, om det så gjaldt hans liv. Engang havde det været anderledes. Engang havde Hermann været ung og smuk, omgængelig og livsglad, men så mødte han en kvinde, som besnærede ham, og hun var ikke så lidt af en heks. ”Spiritist” kaldte hun sig selv, hvilket er det samme, pænere udtrykt. Hun stod i forbindelse med indtil flere afdøde videnskabsmænd, og det var måske ikke så overraskende, at hun en dag forlod Hermann til fordel for en af dem, men det kom alligevel som et umådeligt stort slag for Hermann. Han gik helt i sort – så sort, at han end ikke kunne se det sjove i, at videnskabsmanden, som hans store kærlighed havde forladt ham for, også var opfinderen af humørbarometeret.

Den sørgmodige chef

Man anlægger golfbaner
for at slå med køller
og plante flag.

PETER GIZZI

PETER GIZZI